Kunstig intelligens får Google til at tvivle på egne klimamål

Selskabet har målsætning om klimaneutralitet i 2030, men beskriver vejen dertil som ”ekstrem usikker”.
Det Internationale Energiagentur (IEA) vurderer, at datacentre verden over - som eksempelvis Googles - vil fordoble brugen af energi frem mod 2026. | Foto: Annegret Hilse/Reuters
Det Internationale Energiagentur (IEA) vurderer, at datacentre verden over - som eksempelvis Googles - vil fordoble brugen af energi frem mod 2026. | Foto: Annegret Hilse/Reuters
af ritzau

Den energikrævende brug af kunstig intelligens ser ud til at gøre det svært for Google at overholde sine klimamål.

Det skriver det britiske medie The Guardian.

Google har et mål om klimaneutralitet i 2030. En målsætning, der ”ikke bliver nem” at nå ifølge selskabet.

Tirsdag har selskabet meldt ud, at udledningen af drivhusgasser de seneste fem år er steget med 48 procent.

Ifølge Google tilskrives stigningen især energiforbruget i datacentre, men også udledninger fra forsyningskæden.

Tech-selskabet har investeret massivt i kunstig intelligens.

Google kalder selv sit klimamål for ”ekstremt ambitiøst”, ligesom selskabet understreger, at ”betydelige usikkerheder” er forbundet med at nå målet.

Det skyldes blandt andet ”usikkerheden omkring de fremtidige klimapåvirkninger fra kunstig intelligens, som er komplekse og svære at forudsige”, skriver The Guardian.

Kunstig intelligens - også kaldet AI - beskriver normalt software, der er blevet gjort i stand til at gøre ting, som kun den menneskelige intelligens hidtil har kunnet.

Med AI er det muligt for eksempelvis en computer at træffe beslutninger selvstændigt eller udføre opgaver på egen hånd. Det gøres ud fra nogle systemer og regler, som der følges.

Det Internationale Energiagentur (IEA) vurderer, at datacentre verden over vil fordoble deres forbrug af energi fra 2022 til 2026.

I 2030 vil datacentre på grund af udviklingen af kunstig intelligens bruge 4,5 procent af den globale energiproduktion, har analyseinstituttet SemiAnalysis vurderet.

Datacentre spiller en afgørende rolle i at udvikle og drive systemer for kunstig intelligens.

Apple, Facebook og Google har alle datacentre i Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også