Gyldendalveteran Kurt Fromberg dør som 87-årig

Kurt Fromberg ledede Gyldendal i 17 år og tog initiativ til Encyklopædien. Fredag døde han som 87-årig.
Daværende adm. direktør i Gyldendal Kurt Fromberg sammen med forfatter Klaus Rifbjerg i 1991. | Foto: Steen Wrem/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Daværende adm. direktør i Gyldendal Kurt Fromberg sammen med forfatter Klaus Rifbjerg i 1991. | Foto: Steen Wrem/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Han startede på Gyldendal allerede i 1953 som assistent på boglageret.

68 år senere tog Kurt Fromberg sine sidste åndedræt, da han fredag i sidste uge gik bort i en alder af 87 år. Det oplyser Gyldendal i en pressemeddelelse.

Og mellemtiden havde ikke så lidt at byde på.

Fem år efter, at han begyndte på Gyldendals boglager, fik han en stilling som reklamesekretær.

I 1965 avancerede Kurt Fromberg til presse- og reklamedirektør for forlaget og 12 år senere, i 1977, blev han ansat som Gyldendals marketingdirektør.

Men Kurt Fromberg var ikke færdig, og fra 1979 var han direktør og medlem af Gyldendals direktion, inden han i 1982 blev udnævnt som forlagets administrerende direktør.

Denne stilling havde han indtil 1999.

Bag kulissen var det Kurt Fromberg, der tog initiativet til Den Store Danske Encyklopædi, der blev udgivet i årene 1994 til 2002.

Ud over sin tid hos Gyldendal var Kurt Fromberg involveret i en række andre foretagender.

Han brugte blandt andet ti år i bestyrelsen for Louis Poulsen & Co., som fremstiller lamper, frem til 1996.

Kurt Fromberg nåede også en tur forbi bestyrelsen i Berlingske Media, der dengang hed Det Berlingske Officin.

I 1999 modtog han Publicistprisen af Den Danske Publicistklub for sin indsats i den danske medieverden. Samme år blev han udnævnt som æresmedlem af Den Danske Forlæggerforening.

Gyldendal oplyser, at Kurt Fromberg døde efter længere tids sygdom.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også