Bog og Idé overtager halvdelen af konkursramt rivals butikker

14 af butikkerne i konkursboet for Arnold Busck-kæden overtages af boghandlerkæden Bog og Idé. (Opdateret)
Foto: Katinka Hustad/Ritzau Scanpix
Foto: Katinka Hustad/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Opdateret kl. 10.48 med yderligere oplysninger.

Bog & Idé overtager 14 butikker fra den konkursramte Arnold Busck-kæde.

Det oplyses i en pressemeddelelse. Overtagelsen svarer til godt halvdelen af butikkerne i konkursboet for Arnold Busck-kæden.

Overtagelsen sker, efter at Arnold Busck i slutningen af april måtte lukke alle sine 29 butikker og indgive en konkursbegæring.

Den i forvejen slunkne pengekasse kunne ikke holde til den nedlukning, som i en periode var besluttet fra politisk side for at inddæmme coronavirus.

"Vi går ydmygt til opgaven," siger Marianne Lyngby Pedersen, administrerende direktør i Indeks Retail, der er kædekontor for Bog og Idé-kæden.

"Arnold Busck var en institution for mange bogelskere, og med de reaktioner, som konkursen har udløst, har det været tydeligt at mærke, hvor stor en betydning Arnold Busck-kæden har haft - ikke mindst for de ansatte i butikkerne," siger Marianne Lyngby Pedersen i pressemeddelelsen.

Mediehus overtager navn og butik

Samtidig bliver det i en anden pressemeddelelse oplyst, at JP/Politikens Forlag, der er en del af mediekoncernen JP/Politikens Hus, overtager en af Arnold Buscks gamle butikker. Det drejer sig om butikken på Købmagergade i København.

Ud over butikken har JP/Politikens Hus også købt brugsretten til navnet Arnold Busck og webshoppen arnoldbusck.dk, som vil blive en del af Saxo.com.

Det oplyses ikke i de to pressemeddelelser, hvad JP/Politikens Hus og Bog og Idé har måttet betale for at overtage aktiviteterne fra Arnold Busck-kæden.

Lav likviditet og høj gæld

Arnold Busck-kæden var indtil for nylig en af de største boghandlere i Danmark. Kæden var familieejet, og senest var det fjerde generation i form af Helle Busck Fensvig, som stod i spidsen for kæden.

I regnskabsåret 2018/19, der sluttede med april sidste år, havde Arnold Busck-kæden et underskud på 14,3 millioner kroner. Det trak markant på pengekassen, der ved udgangen af april sidste år blot indeholdt 1,1 million kroner i likvide midler.

Samtidig blev gælden øget med små 20 millioner kroner til 62,9 millioner kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også