Nyt Bonnier-forlag ser åbning i dansk marked efter lukning af Rosinante

I slipstrømmen på lukningen af Rosinante & Co. som selvstændigt forlag har Bonniers forlagsgren set sit snit til at rykke ind i Danmark. Tiltrædende direktør ser et hul i markedet, ligesom Bonnier ser det som en "æressag" at være tilstede som forlag i Danmark.
Jacob Søndergaard, der siden 2008 har været forlagschef i Rosinante & Co., bliver forlagsdirektør for Gutkind, når Bonnier-forlaget åbner i det nye år. | Foto: PR/Bonnier Books
Jacob Søndergaard, der siden 2008 har været forlagschef i Rosinante & Co., bliver forlagsdirektør for Gutkind, når Bonnier-forlaget åbner i det nye år. | Foto: PR/Bonnier Books

Knap har ekkoet lagt sig fra forfattere, der er kede af, at Gyldendal lukker Rosinante & Co. som selvstændigt forlag, før et nyt forlag rejser sig nogenlunde samme sted i markedet, som Rosinante & Co. hidtil har stået. Gutkind bliver navnet på det nye forlag, der åbner omkring 1. januar.

Bag forlaget står den store nordiske forlagsvirksomhed under Bonnier-koncernen, Bonnier Books. Danmark bliver gruppens syvende marked.

Bannerfører bliver Jacob Søndergaard, der siden 2008 har været først redaktionschef og siden forlagschef for netop Rosinante & Co.

"Vi går ud med nyheden nu, fordi vi oplever, der er et momentum i den danske forlagsbranche lige nu, som vi gerne vil udnytte og markere os tydeligt indenfor," siger han.

Med momentum refererer Jacob Søndergaard til, at Gyldendal i september valgte at nedlægge Rosinante & Co. som selvstændigt selskab for at fusionere forlagsaktiviteterne ind under moderforlaget. Omkring halvdelen af medarbejderne på Rosinante mistede senere på måneden deres job.

Jacob Søndergaard blev tilbudt en ledende stilling i Gyldendal, men valgte at takke nej og besluttede i stedet at sige farvel efter 11 år hos Rosinante.

"Efter nedlæggelsen af Rosinante & Co. er der de her få store forlag i Gyldendal, Lindhardt og Ringhof, Politikens Forlag og People's Press – og efterhånden også Turbine. Derudover er der en hel masse små forlag. Men som vi ser det, er der et hul i markedet, der hvor Rosinante & Co. var før. Og det er dér, vi sætter ind," siger han.

Attraktivt for Rosinante-forfattere?

Flere forfattere har udtrykt deres utilfredshed med, at Gyldendal nedlægger Rosinante & Co. som forlagsvirksomhed og kaldt det en mavepuster for dansk kvalitetslitteratur. Og siden planerne blev offentliggjort, har flere forlæggere fortalt, at de oplever interesse for nye samarbejder med forfattere, der hidtil har haft hjemme hos Rosinante.

Hvorvidt Jacob Søndergaard har tænkt sig at prikke de forfattere, der tidligere var under hans vinger hos Rosinante, på skulderen og forsøge at bringe dem under Gutkinds fane, vil han ikke svare videre præcist på.

"Jeg vil jo ikke gå aggessivt og hente forfattere. Men jeg vil prøve så hurtigt som muligt at etablere et forlag, der er så attraktivt for danske forfattere og samarbejdspartnere i det hele taget, at de gerne vil arbejde sammen med os," siger han.

Vil Gutkinds profil komme til at læne sig op ad den, der var kendetegnende for Rosinante & Co.?

"Ja, i den forstand, at det overordnet ligner den, der er på de andre store trade-forlag. Vi vil først og fremmest fokusere på dansk og oversat skønlitteratur, og kvalitet kommer til at være vores pejlemærke. Men kvalitet kan findes i alle ender af det litterære felt – fra det helt nye og eksperimenterende til den mere kommercielle litteratur, der henvender sig til et stort publikum som underholdning. Så hele feltet bliver vores bane," siger Jacob Søndergaard.

Stærke kræfter i ryggen

Selvom Jacob Søndergaard mener, der er efterladt et hul i markedet, hvor Rosinante hidtil har stået, er det ingen hemmelighed, at bog- og forlagsmarkedet i Danmark, ikke mindst på trademarkedet og skønlitteratur, er under økonomisk pres, fordi der bliver købt færre og færre bøger. Det var blandt andet for at holde hånden under en presset indtjening, at Gyldendal valgte at nedlægge Rosinante for at lægge koncernens udgivelsesaktiviteter under samme tag. "Et pænt tocifret millionbeløb" blev sparet, lød det fra Gyldendals adm. direktør, Morten Hesseldahl, i september.

Jacob Søndergaard fastholder dog, at der stadig er plads til en ny skønlitterær spiller.

"Det er jeg helt sikker på, der er. Både af grundene, jeg allerede har nævnt, men også fordi det ikke er en hvilken som helst spiller. Bonnier Books er Nordeuropas største forlagsvirksomhed, der har store ressourcer og en stor vilje til at være til stede på det danske marked. Det er selvfølgelig en strategisk satsning, men det er også en æressag for Bonnier at være til stede i Danmark, fordi de ser det nordiske marked som deres hjemmebane," siger han.

Bonnier Books er allerede til stede i seks andre lande. Det drejer sig om hjemmemarkedet Sverige, Tyskland, Finland, Polen, Norge samt Storbritannien. Bonnier Books er koncernens næststørste forretningsområde, kun overgået af broadcasting, med en nettoomsætning på 6,3 mia. svenske kr., svarende til omkring 4,4 mia. kr., i 2018.

"Så der er stærke kræfter bag initiativet. Vi starter så ud småt og bevæger os roligt frem, men der er ingen tvivl om, at Bonnier går ind i Danmark for at markere sig tydeligt og varigt," siger Jacob Søndergaard.

Bonnier har tidligere været tilstede på det danske forlagsmarked. Frem til 2007 stod koncernen bag Bonnier Forlagene, som blev opkøbt af Aschehoug. Det nye selskab kom til at hedde Lindhardt og Ringhof og er – dengang som nu – ejet af Egmont.

Planer om at øge antallet af udgivelser

Planen er, at Gutkind i sit første fulde udgivelsesår, der bliver 2021, skal udgive mellem 20 og 30 titler. Derfra skal tallet gerne vokse med omtrent ti titler årligt de efterfølgende år. Det skal både være trykte og digitale formater og på "alle digitale platforme" – inklusiv samarbejder med diverse streamingtjenester – lyder det.

"Der er en ambition om, at Gutkind skal blive et betydeligt og solidt forlag, som er tydeligt til stede i den litterære offentlighed," siger Jacob Søndergaard

"Men det skal ske i øjenhøjde. Vi har ikke ønske om at skabe en ny kolos, hvor forfatterne ikke kan genkende deres samarbejdspartner på forlaget. De skal føle sig hjemme, og der skal være en inkluderende, varm kultur, der ikke er for corporate."

Forlaget åbner teknisk set 1. januar, men vil i realiteten skulle bruge nogle måneder på at komme op i omdrejninger, fortæller Jacob Søndergaard. Det hænger sammen med, at han kontraktligt er loyalitetsforpligtet til Gyldendal – hvor han siden 2008 var forlagschef for datterforlaget Rosinante & Co. frem til udgangen af september. Det betyder, han ikke kan begynde at udøve konkurrerende virksomhed før årsskiftet.

"Derefter er der en hel masse praktisk, der skal falde på plads – vi skal have fundet domicil, oprettet selskab osv.," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også