To redaktører træder ind i Berlingskes chefredaktion

Udlandsredaktør Anna Libak og digital redaktør Jakob Weiss afløser Jens Grund i Berlingskes chefredaktion. Det sker efter, at Jens Grund er udnævnt som konstitueret chefredaktør for BTMX.
Foto: Per Folkver/Polfoto/Arkiv
Foto: Per Folkver/Polfoto/Arkiv

Berlingskes chefredaktion bliver udvidet med to redaktører.

De kommende måneder vil ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen få selskab af udlandsredaktør Anna Libak og digital redaktør Jakob Weiss, der begge træder ind som konstituerede chefredaktører.

Her skal de for en periode løse de opgaver, som indtil nu er blevet varetaget af Jens Grund, skriver b.dk lørdag.

Jens Grund blev fredag udnævnt som konstitueret chefredaktør for det nye koncernselskab BTMX, som er opstået efter, at Berlingske Media har købet gratisavisen Metroxpress og fusioneret den med formiddagsavisen BT.

En sammenlægning som betød fyresedler til ansvarshavende chefredaktør på BT Olav Skaaning og chefredaktør på BT Karl Erik Stougaard.

Anna Libak har været udlandsredaktør på Berlingske siden 2014. Før det var hun ansat på Weekendavisen. Foruden udlandsstoffet vil hun fremover også have ansvar for kultur og livsstil.

Jakob Weiss blev udnævnt som digital redaktør for cirka et år siden og har tidligere været chefredaktør for Berlingskes nu lukkede nyhedsbureau BNB. Han vil fremover også have ansvar for Berlingskes nyhedsorganisation.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også