Mylenberg: Kig på filmstøtten og læg mediepuljer om

Med inspiration fra filmstøtten bør politikerne nytænke den samlede støtte til dansk journalistik, mener chefredaktør.

Debatten om mediernes og journalistikkens fremtidige rammevilkår er gået i hak og kalder på nytænkning, mener chefredaktør i Jysk Fynske Medier, Troels Mylenberg.

I et debatindlæg i Ræson skriver chefredaktøren for bl.a. Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, at de hidtidige licens- og mediestøtteordninger har spillet fallit. Resultatet er en fastfrosset debat og stillingskrig mellem statsejede og private medier om pladsen til at opfylde publicistiske formålsparagraffer og public service-pligt og bedrive journalistik på den samme digitale spillebane.

Derfor foreslår Troels Mylenberg en omlægning af mediestøtten, så den alene er målrettet journalistisk indhold - ikke udgivere som i dag, hvor licensmidlerne er øremærket til DR, Radio24syv og de regionale TV 2-stationer, mens der afsættes mediestøtte og gives momsfritagelse på print til private nyhedsmedier.

"Som jeg før har givet udtryk for, så håber jeg, at fremtidens mediestøtte går alene til indholdet. Politisk enes vi om, hvor mange midler, der skal bruges (måske svarende til den samlede licens- og mediestøtte i dag eller måske endda mindre). Hvorefter dem, der kan levere det rigtige indhold, også får mulighed for at byde ind på at løfte opgaven," skriver Troels Mylenberg.

Kan leveres af mange

Han opfordrer politikerne til at lade sig inspirere af støtteordningen til dansk film, der administreres af Filminstituttet og er en ren støtte til indholdsproduktion.

"Det vil blive en helt ny model – med inspiration fra filmstøtteordningen. Så politikerne stiller krav og sætter rammer, hvorefter et institut uddeler midlerne til dem, der kan og vil levere varen. For public service kan leveres af mange – og af mange andre end DR. En sådan model vil blive et tiltrængt skub for nystartede medievirksomheder, der har andre formål end de velkendte og ofte fremhævede nystartede aktører som Zetland og Føljeton, der firkantet sagt blot laver mere af det, vi kender i forvejen, og som alene rammer dem, der i forvejen er så vel (over)betjent på mediefronten."

Han mener, at DR i dag er så stor og stærk en organisation, at det ville svare til, at filminstituttet "ikke bare uddelte pengene, men også ejede biograferne og bestemte, hvilke film der skulle vises hvornår og hvor længe", og at der er brug for et opgør med DR's råderum og ressourcer for at sikre den bedste journalistik fremover.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også