Sorte overstregninger skaber harme

Mørklægning i kvælstofsag er et decideret brud på lovgivningen, mener ekspert. Justitsministeren bliver hevet i samråd for forklaring.
Foto: Peter H. Petersen/Polfoto/Arkiv
Foto: Peter H. Petersen/Polfoto/Arkiv

Kritikken hagler ned over en række ministerier i forbindelse med deres håndtering af den såkaldte kvælstofsag.

Miljøordførere fra S og SF har udtrykt deres harme over, hvad de anser for en koordineret mørklægning af dokumenter, der danner grundlag for den udskældte landbrugspakke, og Enhedslisten kalder justitsminister Søren Pind (V) i samråd for en forklaring i sagen. Samtidig fortæller Oluf Jørgensen, forskningschef emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at der er al grund til at være utilfreds. Det skriver Politiken.

Ifølge hans kritiske vurdering, er mørklægning af store dele af dokumenterne i sagen et decideret brud på miljøoplysningsloven.

"Slotsholmen har en lang tradition for hemmeligholdelse. Men det særlige ved kvælstofsagen er, at Danmark med miljøoplysningsloven er internationalt forpligtet til at give ubegrænset offentlighed om oplysninger, som omhandler påvirkning af miljøet. Og det må kvælstofsagen jo i den grad siges at gøre," siger han til Politiken.

Oluf Jørgensen fremhæver en række andre sager, hvor offentligheden tilsvarende har haft svært ved at få indsigt, heriblandt frasalget af Dong-aktier og Skats fejlbehæftede ejendomsvurderinger. Alle er sager, der understreger, at der er et stort åbenheds-problem i Danmark, fortæller han til Politiken.

Kritikken af ministeriernes håndtering af kvælstofsagen begyndte at rulle igen, da Berlingske torsdag bragte en artikel på forsiden, der viste en bunke overstregede aktindsigter, avisen havde fået udleveret af en stribe ministerier. Berlingske skrev i den forbindelse, at flere ministerier i aktindsigterne har forsøgt at hemmeligholde en lang række centrale oplysninger om blå bloks landbrugspakke over for offentligheden.

Derudover har det vakt kritik fra rød blok, at Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har nægtet at stille op i samråd om landbrugspakken, hvor Fødevareudvalget har krævet at få svar på fem centrale spørgsmål i sagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også