Københavnske lokalaviser udpeger ny chefredaktør

Seks lokalaviser i København og på Frederiksberg har fundet ny chefredaktør, efter den tidligere fratrådte for en måned siden.
Christian M. Olsen, ny chefredaktør for Mediecentret Frederiksberg | Foto: PR
Christian M. Olsen, ny chefredaktør for Mediecentret Frederiksberg | Foto: PR

Christian M. Olsen er ny chefredaktør for de seks lokalaviser, der udgives af Mediecentret Frederiksberg. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Han afløser Michael Friis Outzen-Jensen, der fratrådte i slutningen af august. Ved den lejlighed blev Christian M. Olsen, der indtil da havde været redaktionschef, forfremmet til konstitueret chefredaktør, og nu sætter han sig så permanent i chefstolen.

"Christian M. Olsen har som redaktionschef vist markante resultater med at gennemføre den modernisering af lokalaviserne, som er helt nødvendig for at sikre deres levedygtighed i et mediemarked, hvor konkurrencen mellem medierne hele tiden øges," siger Arne Ullum, adm. direktør i Søndagsavisen, som ejer Mediecentret Frederiksberg, i pressemeddelelsen.

Erfaring fra lokaljournalistik

Den nyudnævnte chefredaktør var har tidligere arbejdet på en række andre lokalaviser, herunder Amager Bladet og Ballerup Bladet, ligesom han har arbejdet for gratisavisen Urban.

"Vores lokalaviser er inde i en rivende udvikling og oplever stigende læsertal. Jeg ser frem til at sætte yderligere skub i den udvikling og styrke avisernes i forvejen stærke position i deres lokale udgivelsesområder. Vi skal være med til at sætte den lokale dagsorden og give inspiration og op-levelser til læserne. Jeg glæder mig til – sammen med et stærkt hold af journalister og fotografer – at give læserne nærværende og ambitiøs lokaljournalistik," siger Christian M. Olsen i pressemeddelelsen.

Mediecentret Frederiksberg udgiver Frederiksberg Bladet, Valby Bladet, City Avisen, Vanløse Bladet, Nørrebro/Nordvest Bladet og Vesterbro Bladet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også