Netflix spytter penge i TV 2's fiktionssatsning

TV 2 bruger over 200 mio. på tv-drama i 2015 for at tage et skridt længere ind på fiktionsmarkedet, som DR sidder tungt på. Blandt de eksterne investorer er streamingtjenesten Netflix.
Ny sæs
Ny sæs
RITZAU

Den internationale streamingtjeneste Netflix er én blandt flere eksterne investorer i forbindelse med TV 2's satsning på egenproducerede tv-serier, skriver Politiken.

Inden 2015 er omme, vil TV 2 efter planen have egenproduceret fem fiktive tv-serier og en julekalender.

"Tidligere lavede vi en serie om året og en julekalender for børn hvert andet år, så produktionen i år mangedobles, siger TV 2's fiktionschef, Katrine Vogelsang, til Politiken.

"Vi kommer til at bruge mere end dobbelt så mange penge på fiktion som nogensinde før i TV 2's historie. Jeg kan ikke oplyse, hvad hver enkelt serie kommer til at koste, men den samlede satsning med seks serier i år løber op i over 200 millioner kroner," siger hun.

Ud over en kommende julekalender, 'Juleønsket', tæller de nye tv-dramaer anden sæson af 'Badehotellet', tredje sæson af 'Rita', miniserierne 'Hjørdis' og 'Lykken er', samt politidramaet 'Norskov'.

Internationale investorer

Så stor en satsning kan ifølge Katrine Vogelsang kun lade sig gøre med eksterne spillere i ryggen. Hun anslår, at omkring en tredjedel af TV 2's udgifter til fiktion er dækket af udenlandske aktører.

Fremover gælder det også en af de konkurrenter, der ellers truer flow-tv på levebrødet, nemlig streamingtjenesten Netflix. Den skal være med til at finansiere en ny sæson af 'Rita'.

Efter at være blevet vist på tv vil serien blive lagt ud på streamingtjenesten, som primært er kendt for populære internationale serier, såsom House of Cards.

Hos DR frygter dramachef Piv Bernth ikke konkurrencen. Markedet for fiktion er umætteligt, mener hun.

"Derfor er det helt rigtigt af TV2 med så stor en satsning. Der er enorm efterspørgsel på god dansk fiktion," siger Piv Bernth til Politiken.

Den digitale medieanalytiker Claus Bülow Christensen er enig i, at en stor del af tv-krigen fremover vil stå om fiktionen.

"Gode tv-serier er den nye slagmark. Serierne er inde i en gylden æra. Det er blevet et helt nødvendigt indsatsområde også for TV 2 at gå ind og være der, hvor seerne er på vej hen," siger han til Politiken.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også