MediaWatch

”Mediechefer er for dårlige til at indrømme fejl"

Det er o.k. at padle lidt rundt i 'Presselogen', men vil man bevare medarbejdernes tillid, skal man indrømme sine fejl, siger Politikens journalistiske chefredaktør, Anne Mette Svane. Hvornår hun selv begik en stor fejl? Lige inden jul.

Foto: Carsten Snejbjerg

En fejl er en fejl. En beslutning er en beslutning. En time er 60 minutter. Og de 58 minutter er gået nu. Anne Mette Svane har en frokostaftale og rækker ud efter sin frakke, en sort trenchcoat, mens hun svarer på interviewets sidste spørgsmål: om hun synes, at det er enormt nemt at være chef. Det lyder sådan.

”Det synes jeg faktisk. Men tror du, det skal være svært?”

Anne Mette Svane, 38, har holdt tøjlerne for Politikens journalistik i snart fire år, siden hun kom til avisen og som 34-årig raket-avancerede til journalistisk chefredaktør. Et umiddelbart svar på hendes modspørgsmål vil være at ja, det kan virke som en udfordrende opgave.

Chef i en skiftetid

Hun er chef for en avis, der - som resten af dagbladsbranchen - er i tvungen transit. Præcist til hvad er endnu usikkert. Oplagene daler — også Politikens, selv om avisen ligger lunere end andre — det

For mange chefer er for ringe til at indrømme, når de laver fejl. Så skal man stå og høre dem synge en eller anden plade ...

Anne Mette Svane, chefredaktør, Politiken
samme gør omsætningen, og den digitale løsning er, trods væksten, endnu på et kommercielt kravlestadie. Samtidig falder ledelsens smertetærskel for, hvor mange og hvor dyre journalister der er brug for.

Som journalistisk leder har Anne Mette Svane ansvaret for, at Politiken leverer et produkt, der både er relevant og til at sælge — og at journalister og fotografer hæver blikket fra forsider og dobbeltopslag til web-tv og net.

Anne Mette Svane angriber sin opgave med en vis ro: Jo, det er en udfordring at være chefredaktør for landets største avis. Men præstationsangst og søvnløse nætter er spild af tid.

”Jeg tror, at alle chefer i mediebranchen i dag er klar over, at der er en række beslutninger, man er nødt til at tage,” siger hun.

Det handler om at slide. Gøre sig umage med og altid, altid, altid kunne begrunde de beslutninger, man tager. En beslutning er en beslutning.

”Jeg tænker jo ikke beslutninger som ”populære” eller ”upopulære”, der kommer til at gøre ondt. Det vigtigste for mig er egentlig bare, at når du når frem til en beslutning, efter at du har tænkt dig grundigt om, så skal du kunne forklare, hvad den går ud på. Du skal jo aldrig nogensinde stå som leder og sige ’Sådan er det bare’. Så har du simpelthen ikke gjort dit arbejde grundigt nok,” siger hun.

Mediechefer padler i presselogen

Men en beslutning kan, populær eller upopulær, selvfølgelig også være en dårlig beslutning. Den kan være viklet ind i fejl. Politiken kan komme i Pressenævnet (sidste år fik avisen kritik to gange). Politiken kan komme for sent og først opdage salget af Dong, når handlen er på plads. Så er en fejl en fejl. Og den skal kaldes ved navn, siger Anne Mette Svane, der selv ser netop evnen til at indrømme sine chef-fejl som et vigtigt værktøj.

”For mange chefer er for ringe til at indrømme, når de laver fejl. Så skal man stå og høre dem synge en eller anden plade ... eller de kommer med alle mulige bortforklaringer. Det gør jeg selvfølgelig også selv indimellem i ”Presselogen” (på TV 2 News, red.), men det er noget andet at sidde i Presselogen end at stille sig op foran sine medarbejdere og sige ’Der fejlede jeg’. Det skal man turde. Det er afgørende for, at man har deres tillid,” siger Anne Mette Svane.

"Her begik vi en fejl"

Den tillid blev midlertidigt slået ud af en solidt upopulær beslutning i december. Politiken fyrede to medarbejdere på Ibyen-redaktionen på en måde, der fik husets journalister til at nedlægge arbejdet i to dage. Medarbejderne var ikke blevet informeret eller hørt, sagde de. Chefredaktionen, der foruden Anne Mette Svane tæller Bo Lidegaard og Lars Grarup, havde valgt en ledelsesmetode ”baseret på frygt og uvished”, protesterede reporterne. Dengang fejlede Politikens ledelse, siger Anne Mette Svane.

”En af de ting, hvor vi indlysende måtte gå ud og sige ’Her begik vi en fejl,’ var, at vores kommunikation omkring det bare ikke var god nok. Selv om medarbejderne og ledelsen selvfølgelig ville have forskellige og divergerende meninger, sådan vil det altid være i sådan nogle forløb, så var det bare et fuldstændigt fair kritikpunkt”

Mener du, at utilfredsheden kunne være undgået, hvis I havde informeret bedre? Beslutningen (om at fyre to medarbejdere, red.) havde jo været den samme.

”Det er altid svært at lave kontrafaktisk historieskrivning på den måde. Men det er et af de punkter, som hele medarbejdergruppen har stået bag, og som de har leveret som budskab til os.”

Foto: Carsten Snejbjerg
Foto: Carsten Snejbjerg
Foto: Carsten Snejbjerg

Fra journalist til chefredaktør på fire år

Anne Mette Svane har gået den sædvanlige vej til chefjobbet usædvanligt hurtigt.

Sådan da; inden hun blev færdiguddannet, lagde hun to aviser i graven. Hun var i praktik på A-pressens dagblad, Aktuelt, der lukkede i 2001, fordi LO trak sin årlige millionstøtte. Og hun var med, da en gruppe Aktuelt-folk bagefter hamrede Weekend Nu, et centrum-venstre-alternativ til Weekendavisen, op. Den døde af penge- og investormangel efter to en halv måned. D

et, siger hun, fik hende til grundigt at overveje, hvad det var for en branche, hun gik ind i: at aviser kan lukke, og at det er et privilegium at arbejde på en.

Siden kom hun i fold hos Jyllands-Posten, først som sportsjournalist, siden som politisk journalist, og

fra 2006 som politisk redaktør. I 2009 blev hun hentet til jobbet som indlandschef på Politiken, hvor hun blev revet med ind i en ledelseshvirvel: konstitueret nyhedschef efter tre måneder, reelt nyhedschef efter seks måneder, og så tre måneder senere, i 2010, chefredaktør. En titel, hun i dag deler med digital chefredaktør Lars Grarup og ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard.

"Du skal nok blive chefredaktør"

Hun har altid været pligtopfyldende og knoklet på, siger hun. Eller med hendes egne ord ”haft en pænt stor kapacitet, når det kom til arbejde”. Men man fornemmer, at det slet ikke er af pligt, hun arbejder. Mellemlederjobbet beskrives ofte som lidt af et luse-liv mellem ansvar og skældud. Men Anne Mette Svane beskriver årene som politisk redaktør på Jyllands-Posten som ”ekstremt givende og ekstremt sjovt” — og en mulighed for at finde ud af, at hun ville være chef-chef.

Hun fik da også tidligt at vide, at hun nok skulle blive det. Som del af en mentorordning i JP/Politikens Hus var Steen Rosenbak, dengang erhvervsredaktør, nu chefredaktør på Jyllands-Posten, hendes mentor.

”Han sagde: ’Hør Anne Mette, du gør alt det rigtige. Du skal nok ende som chefredaktør en dag’,” husker hun.

Klar i  mælet

Spørger man blandt tidligere og nuværende kolleger og medarbejdere, går særligt beskrivelse konsekvent igen: Anne Mette Svane er ”kontant”.

På hendes kontor under et interview mærker man også, at tiden som chef, og årene på Christiansborgs gange og politikerinterview, har sat sit mærke: Anne Mette Svane taler med en rolig, venlig, ja næsten blid, stemmeføring. Og hun ved præcist, hvor langt hun vil gå. Dertil går hun.

”Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv kontant ... men jeg er i al fald klar i mælet,” siger hun.

”Men jeg har ikke noget problem med at være det -  kontant eller klar i mælet. Det handler meget om at sige tingene på en ordentlig måde og så bruge ørerne til at lytte. Det er selvfølgelig indlysende. Men det er klart, at er der noget, der ikke er godt nok, eller hvis vi skal sætte et hold, der skal arbejde med nogle ting, så gør jeg mit bedste for at forklare, hvorfor jeg synes, at det er nødvendigt,” siger hun.
 

"Lange historier duer ikke på nettet"

Det er knap tre år siden, at Anne Mette Svane skråsikkert udtalte, ”Man ville aldrig sidde og læse en historie med 28.000 anslag på nettet. Det er nettet simpelthen ikke egnet til.” Måske var det rigtigt i 2011. Men så kom Ipad’en og betalingsmurene. Og nu ligner det en fejl, eller i al fald en fejltagelse.

Politikens seneste onlinesatsning er ’Magasinet’ – et reservat for lange formater.

”Da du sendte mig det citat, tænkte jeg ’Hold da kæft, har jeg virkelig sagt det? Neeeej, nej, nej, nej.’ Men der ligger en pointe: Ting, man ikke troede kunne lade sig gøre for to-tre år siden, giver pludselig rigtig god mening,” siger Anne Mette Svane.

Anne Mette Svane og Politiken er ikke ene om denne u-vending.Også konkurrenterne Jyllands-Posten og Berlingske, og en række andre dagblade, arbejder nu med lange fortællinger som trækplastre online.

Og lige så meget, som det er et eksempel på, hvordan det umulige pludseligt bliver muligt med den digitale journalistik, er det et eksempel på, hvor umuligt det synes at forudsige mediebranchens nye muligheder: Alt er nyt land. Det fælles vilkår er, at ingen mediechefer på forhånd ved, hvad der virker.

De lange formater har en særlig plads i mange journalist- og redaktørhjerter, også Anne Mette Svanes: singlen, søndagsartiklen, den lange undersøgende feature er udtryk for journalistisk kraft og ambition, siger hun.

Spørgsmålet er bare, om læserne gider dem. Endnu har de ikke, isoleret, vist sig som den store guldgrube. Magasinet – hvis trafiktal ifølge Anne Mette Svane er langt højere end forventet -  skal da heller ikke ses som et stand alone-produkt, men som en spydspids, der skal trække læsere til Pol.dk. Og også webforbeholdne journalister.

Journalisterne skal også lokkes

”Vi er stadig en organisation, der er relativt printtung. Man skal ikke undervurdere, hvordan det åbner journalisternes øjne for, hvad deres indhold og historier kan på nettet. Det har en enorm værdi i den transitionsproces, vi skal igennem. For det skaber en forståelse og en åbenhed for at flytte sig som journalist,” siger Anne Mette Svane.

Spørger man hende, hvordan Politiken har rykket sig i de fire år, hun har haft det journalistiske ansvar, nævner hun det tættere samarbejde mellem net- og papirredaktion.

”I 2006 lagde Politiken en masse ressourcer i Pol.dk. Det var på mange måder rigtigt set, men man fik også skabt en kultur, hvor der var to nyhedsorganisationer, der konkurrerede med hinanden,” siger hun. ”Der er vi heldigvis et andet sted i dag med langt større integration og forståelse for, at vi er et Politiken. Vi er i samme båd. Det er nok det område, hvor jeg synes, at vi har flyttet os allermest.”

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Kritiseret aftale om rettighedsbetaling lagt på is, mediebureauer kigger efter alternativer til Facebook, DR dropper livekoncerter, podcastbureau udvider med nye formater, og lokale radio- og tv-stationer har fået inddraget deres sendetilladelser. Læs med, når vi gennemgår ugens største mediesager.

Producenter glæder sig over droppet aftale men afblæser ikke krise

En rettighedsaftale, som i måneder har betydet stop for udvikling af fiktion til streamingtjenester, blev torsdag forkastet af Create Denmark, og det er et skridt i den rigtige retning. Det mener bl.a. Producentforeningen. Nu pågår individuelle forhandlinger med tjenesterne, men det risikerer at trække ud til efter sommer, lyder det.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs