Lidegaard: Vi læser stadig papiravis om 20 år

Politikens Bo Lidegaard tror, at det trykte medie har kvaliteter, som der også vil være et marked for om tyve år.

I december-udgaven af magasinet Ræson gjorde tidligere Metro-udviklingsdirektør David Trads sig bemærket med et kig i krystalkuglen: Om ti år vil der ikke være et eneste betalingsdagblad på papir tilbage i Danmark, sagde han.

Men det er mere sortsyn, end den ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, vil stille op til.

"Jeg tror, at David Trads tager fejl i den tidshorisont, og i øvrigt også at han ville gøre det, hvis han havde sagt om 20 år," siger Bo Lidegaard i nyeste udgave af Ræson.

"Men det er jo ikke udtryk for, at det ikke kommer til at forandre sig, for det gør det. Forandringen er allerede i fuld gang, men jeg tror, at vi om ti år har lige så stærke publicistiske digitale medier, som i dag. Den nye er, at den publicistiske kvalitet, som vi traditionelt har forbundet med trykte aviser, fremover også vil kunne findes digitalt."

Selv om indholdskvalitet på papir og online er lige god, har trykte aviser stadig en berettigelse om ti år, mener han.

"Af samme grund som jeg heller ikke tror, at bøger holder op med at eksistere, selvom e-bøger bliver mere udbredte. Jeg tror, at selve det trykte medie har nogle kvaliteter, som der også vil være et marked for om både om ti og tyve år."

Svært at opretholde lønniveau

Bo Lidegaard er knap så uenig med et andet af David Trads' forecast; at der kommer en markant reduktion af journalisters løn i fremtiden.

"Det er klart, at når du har en branche, der i en årrække genererede meget store profitter, så har der sat sig nogle privilegiestrukturer, som bliver meget svære at opretholde på den lange bane. Men der er jo meget stor forskel på, hvad journalisterne tjener på forskellige medier. Der er snarere tale om, at der vil ske en udjævning, og at nogle af de lønstrukturer, vi ser fra nyere journalistiske arbejdspladser, vil smitte af på de ældre," siger Lidegaard.

Bo Lidegaard spår i øvrigt, at formiddagsaviserne får det sværest de næste år. Omstillingen fra print til digitalt går meget hurtigere for deres vedkommende, end den gør for morgenaviserne.

Chefredaktøren udpeger også de store broadcast tv-stationer som en forandringsudsat mediegruppe.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også