JP/Pol køber to ugeaviser af Berlingske

Berlingske Media sælger to nordsjællandske ugeaviser til Politikens Lokalaviser og trækker sig dermed helt fra det sjællandske ugeavismarked.

Berlingske Media sælger endnu en bid af forretningen.

Med virkning fra 1. december overtager Politikens Lokalaviser Berlingskes to nordsjællandske ugeaviser Frederiksværk Ugeblad/Halsnæs Posten og Ugeposten, der dækker Gribskov Kommune.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

”Vi glæder os til at overtage de to stærke lokalaviser. Begge ugeaviser er veletablerede med solid lokal forankring og gode læsertal. Vi ønsker at forstærke deres position med blandt andet en øget digital satsning,” siger adm. direktør for Politikens Lokalaviser A/S, Jan Halling i meddelelsen.

Ude af Sjælland

Frasalget af de to ugeaviser er et led i de afsluttende runder af Berlingske Medias salgsproces, skriver huset, hvor flere af koncernens lokale titler har fået nye ejere.

Senest har Søndagsavisen overtaget Berlingske Medias otte ugeaviser i København. Derudover har Sjællandske Medier købt tre af Berlingskes ugeaviser og Dansk Avis Tryk to i sommer.

Sidste år solgte koncernen flere ugeaviser i Vestsjælland til Sjællandske Medier og med det seneste frasalg er Berlingske Media nu helt ude af det sjællandske ugeavismarked:

”Med salget af de to sidste af vores ugeaviser på Sjælland har vi nu afsluttet et kapitel i Berlingske Medias historie, og vi driver nu alene ugeaviser i tæt sammenhæng med vores lokale dagbladsudgivelser i det midtjyske område. Der er grund til at sige medarbejderne tak for en meget stærk og dedikeret indsats i de to områder under svære konkurrencemæssige forhold," siger adm. direktør i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, i meddelelsen.

Også i Syd- og Sønderjylland har Berlingske Media afhændet sine ugeaviser. Det skete i forbindelse med salget af ejerandelen i Syddanske Medier, som Den Sydvestjydske Venstrepresse overtog sammen med fem af Berlingskes ugeaviser.

Salgsprocessen omkring Berlingske Media blev sat i bero af Mecom i oktober - med det forbehold, at man ville afslutte igangværende forhandlinger om frasalg. Nu er endnu et punkt på den dagsorden hakket af.

Beskyldt for prisdumping

Politikens Lokalaviser udgiver i forvejen flere ugeaviser i Nordsjælland og i bæltet uden for Storkøbenhavn samt Sydsverige. Med opkøbet er fodfæstet i det nordsjællandske styrket.

Den ene af de to nyerhvervede ugeaviser, Frederiksværk Ugeblad, blev for nylig beskyldt for prisdumping på annonceplads af den lokale konkurrent Halsnæs Avis, der har meldt Frederiksværk Ugeblad til konkurrencestyrelsen.

Læs interview med adm. direktør i Politikens Lokalaviser, Jan Halling,  her.

 

 

 


Kort over Politikens Lokalavisers dækning på Sjælland eksklusiv weekendudgivelser (øverst) og inklusiv (nederst). Med dagens opkøb af ugeaviser i Halsnæs og Gribskov, har Politikens Lokalaviser nu lukket to huller i deres sjællandske dækning. Grafik: Politikens Lokalaviser.

Halsnæs Avis melder Frederiksværk Ugeblad til Konkurrencestyrelsen  

Politikens Lokalaviser vil vokse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også