Roskilde Avis modtager pris for Matador-artikler

Tirsdag aften modtog Roskilde Avis de lokale ugeavisers specialpris for artikelserien, ’På sporet af Korsbæk’, om personer og steder i Roskilde, der menes at have været inspiration til tv-serien Matador.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Den bakterieforskrækkede Maude Varnæs-figur fra tv-serien Matador låner angiveligt karaktertræk fra en vis fru bladudgiver Odense, en tidligere klosterforvalters hustru og konen til hovedkasseren i den for længst forsvundne Sparekassen i Roskilde.

Det og meget mere kan man læse i artikel-serien ’På sporet af Korsbæk’, som lokalavisen Roskilde Avis, der er ejet af Politikens Lokalaviser, netop har modtaget en pris for.

Artikelserien skildrer personer og steder i Roskilde, der ifølge lokale kilder i Lise Nørgaards hjemby Roskilde meget vel kan have været hendes inspiration til tv-serien Matador.

Modtog Matador-historier fra læserne

I september sidste år opfordrede avisen læserne til at komme med deres egne Matador-historier. De mange bidrag har dannet grundlag for artiklerne, som tirsdag altså var med til at sikre Roskilde Avis årets specialpris for lokale ugeaviser på 10.000 kroner.

Prisen blev overrakt i forbindelse med De Lokale Ugeaviser og Danske Mediers efterårsseminar for ugeaviser i Kolding.

Der var 97 indstillinger til priserne i de tre kategorier: lokale nyhedshistorier, lokale features og redaktionelle ideer og initiativer. Det er det største antal indstillinger i prisens historie.

Ifølge en pressemeddelelse fremhævede formanden for juryen chefredaktør Steen Hebsgaard, Ikast Avis, ved overrækkelsen, at der ikke kun kvantitativt, men også kvalitativt, var tale om et højt niveau.

”Vi kan af indstillingerne se, at de lokale ugeaviser i hvert fald ikke er i en journalistisk krisetid. Der leveres mange steder et journalistisk og læseværdigt og interessevækkende indhold, som gør, at vi kan se optimistisk på fremtiden,” siger Steen Hebsgaard i pressemeddelelsen.

Artikler om hashhandel også hædret

Vinderne i de tre kategorier blev: Ballerup Bladet (som Berlingske Media i sommer frasolgte til Dansk Avistryk) for avisens lokale nyhedshistorier, Lokalavisen Budstikken Fredericia (Politikens Lokalaviser) for deres lokale feature-artikler og Albertslund Posten (Politikens Lokalaviser) for deres redaktionelle ideer og initiativer.

Ballerup Bladet blev belønnet for en artikelserie om uro og hashhandel i Skovlunde, Lokalavisen Budstikken Fredericia for en serie features over temaet Mit største drama, hvor tre kendte personer fra lokalområdet fortæller, hvordan de handler, når livet slår en koldbøtte, og Albertslund Posten fik initiativprisen for dækning og initiativer, efter at Albertslund blev ramt af en række påsatte brande.

Udover guld, sølv og bronze i hver kategori var der hædrende omtale til syv blade.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også