Halsnæs Avis udvider
![](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article5342916.ece/ALTERNATES/schema-16_9/halsn%25C3%25A6s_avis.jpg)
Den 4. september vil en ny lokalavis ramme postkasserne i Gribskov kommune.
Den nye lokalavis udspringer som en søsteravis til Halsnæs Avis, som startede op for næsten tre år siden.
"Vi oplever i Halsnæs at læserne er rigtig glade for vores koncept med at være nærværende og samtidig tage ansvar for lokalområdet. At vi tager ansvar for lokalområde er også noget, annoncørerne har syntes godt om. Samt selvfølgelig at vi har mødt dem med en fair annoncepris," siger Peter Fjeldal, direktør for Gribskov og Halsnæs Avis ApS i en pressemeddelelse.
Avisen vil blive distribueret til postkasserne i Gribskov kommune.
Samarbejde på nettet
På nettet har Halsnæs Avis indgået samarbejde med lokalavis-sitet Gribskovavisen.dk, der blev lanceret i december. Her vil der fremover også være nyheder fra ugeavisen Nordkysten.nu, der også dækker Gribskov Kommune, og som Halsnæs Avis overtog først på måneden.
"Med Gribskov Avis (papiravisen, red.) har vi fundet en virksomhed, som vil det samme som os. Vi vil med enkelte ændringer stadigvæk være den samme netavis som vil fortsætte med at udvikle den digitale platform, men nu kan vi også få vores nyheder og historier ud på tryk. Endvidere vil vores annoncører også have mulighed for at komme ud med større annoncer i den ugentlige papiravis," siger Jack Juul, der ejer Gribskovavisen.dk.
Redaktør på Gribskov Avis er David Abildgaard, der sammen med den redaktionelle stab fra Gribskovavisen.dk – Berit Aagesen, Villy Nielsen og Allan Andersen skal dirigere det redaktionelle indhold på aviserne på print og net.
Relaterede artikler
Webavis solgt for tredje gang
For abonnenter
Ung ugeavis født i protest
For abonnenter