'Masseflugt fra evangelist' vandt ugeavis-guld

Onsdag blev Ugeavisernes Årspris uddelt for sjette gang - vinderne blev blandt andet Hillerød Posten og Herlev Bladet.

Brancheforeningen Ugeaviserne og De Lokale Ugeaviser (DLU) uddelte i dag Ugeavisernes Årspriser for årets redaktionelle højdepunkter - i forbindelse med organisationernes fælles efterårsseminar på Kolding Fjord.

Og vinderne er ...:

 

BEDSTE LOKALE NYHEDSARTIKEL

Guldprisen: Hillerød Posten for artiklen ”Masseflugt fra Evangelist”. På vedholdende vis drages nuancer frem om en sag, der som udgangspunkt har en relativ snæver målgruppe, men hvor dækningen formår at gøre det interessant for mange.

Sølvprisen: Herlev Bladet for dækningen af en lokalsag, der lykkedes rigtig godt, og hvor avisen holdt fast, da landsdækkende medier tabte pusten.

Bronzeprisen: Lokalavisen UgeNyt for artikelserien om borgeren, der henvender sig til den lokale ugeavis og ender med tilbundsgående research om hvorfor, der er forskelsbehandling alt efter hvem, der søger forvaltningen.

 

BEDSTE LOKALE FEATURE

Guldprisen: Kolding Ugeavis for artikelserien ”Kolding dengang”. Tidskrævende research og stor appel til læsere i alle aldre.

Sølv og bronzeprisen: Ugeavisen Frederiksværk/Halsnæs Posten for en meget fin personskildring og til Roskilde Avis for artiklen ”Vi fik liv i de døde børn”, der i et meget flot layout og opbygning rammer alle målgrupper med både hårde facts og bløde værdier.

 


BEDSTE REDAKTIONELLE IDEER OG INITIATIVER

Guldprisen: Ugeavisen Faaborg for serien ”Faaborgs stoltheder”. Et stort projekt, der både er identitetsbyggende og skaber optimisme ved at fokusere på det, der fungerer i en by. Artikelserien sætter fokus på det, der er fællesskabsopbyggende og væsentligt for en lokal ugeavis.

Sølvprisen: Amagerbladet for serien ”Live fra Amager” om helt almindelige mennesker i lokalsamfundet.

Bronzeprisen: Herlev Bladet for artiklen ”Herlevs bedste nabo” om at investere lidt i forholdet til vores medmennesker.

 

HÆDERSPRISEN på 10.000 kr. gik til Lokalavisen Frederikssund for en ukuelig indsats for at grave nyhedshistorier frem, der fortjener offentlighedens interesse. Gode, klassiske og gennemarbejdede nyhedshistorier udført med brug af alle de kendte facetter i undersøgende journalistik på højt plan.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også