Betalingsmur polstrer New York Times

New York Times har hævet antallet af digitale abonnenter med 35 pct. på et år. For første gang sætter selskabet tal på salget af digitale abonnementer.

Siden New York Times etablerede sin betalingsmur i 2011, har den globale mediebranche holdt vejret, hver gang avisen kom med tal, der kunne give en pejling af, hvordan den toneangivende avis klarer transformationen fra print til digital forretning.

I regnskabet for andet kvartal 2013 er der gode nyheder på den digitale front: New York Times og den internationale søsteravis International Herald Tribune har nu 699.000 digitale abonnenter - et spring på 35 pct. siden samme periode sidste år. Det oplyser ejerselskabet New York Times Company, der også ejer avisen Boston Globe.

Tallene afslører dog også et fald i den indtil videre hidsige digitale vækst: I årets første kvartal steg antallet af digitale abonnenter med 36.000. I andet kvartal fik New York Times kun 21.000 nye abonnenter.



Boston Globe, der oplevede massiv interesse i kølvandet på terrorbomberne ved Boston Marathon, øgede sin digitale abonnementsbase med 70 pct. til 39.000.

15 pct. af bladsalget er digitalt

New York Times Company sætter for første gang tal på indtægterne fra digitale abonnementer. I andet kvartal genererede salget i alt 214 mio. kr.  - det er 44 pct. mere end andet kvartal i 2012. Dermed udgør digitale abonnementer 15 pct. af det samlede bladsalg, der i perioden steg 5 pct. til 1, 38 mia. kr.

Den positive udvikling er dog ikke nok til at afbøde det fortsatte fald i annonceindtægter, både online og på print, der samlet gik 5,8 pct. ned. I alt faldt New York Times Co's omsætning 1 pct. til 2,74 mia. kr. i første kvartal.

Bundlinjen svingede op i sort til 113 mio. kr. mod et underskud på 494 mio. kr. i samme periode sidste år. Andet kvartal sidste år var dog præget af store nedskrivninger i forbindelse med salget af websitet About.com og selskabets regionale aviser.

New York Times tilbyder 10 gratis artikler om måneden. Læserne kan vælge mellem flere forskellige digitale abonnementstyper.

 

Global: New York Times klar med nye,”billigere” digitale abonnementer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også