Knudsen: Berlingske skal tilbage på budgetspor

Sparerunden i Berlingske Media rammer især Berlingske, men spareplanen er skåret, så den redaktionelle kvalitet kan fastholdes, siger adm. direktør og chefredaktør, Lisbeth Knudsen.

I dag kom det frem, at de fleste af de 38 mio. kr., Berlingske Media skal spare i år, skal findes på Berlingske i det, tillidsmand Uffe Gardel betegner som den største sparerunde på avisen nogensinde. 16 redaktionelle stillinger nedlægges, svarende tli cirka 8 pct.

Sparerunden kommer på et tidspunkt, hvor avisen netop har søsat en ambitiøs redaktionel omstillingsplan, der sætter digitale platforme og kvalitetsjournalistikken i højsæde og bl.a udvider antallet af udgivelser med Ipad-udgaven Berlingske Aften og udgivelsen af singler.

Ifølge adm. direktør i Berlingske Media og ansv. chefredaktør på Berlingske, Lisbeth Knudsen, vil nedskæringerne dog ikke skære i den redaktionelle kvalitet.

”Den spareplan, der er lavet for Berlingske, indeholder en række forskellige ændringer i nogle aktiviteter, vi omstrukturerer eller skiller ud eller nedlægger, og som står for størstedelen af besparelserne. Det er ikke en grønthøster, og derfor mener vi, at det er fuldt ud forsvarligt i forhold til den ambitiøse plan, vi har for Berlingske, ” siger Lisbeth Knudsen, der ikke ønsker at uddybe, hvilke aktiviteter der er tale om, som ændres eller skilles fra, fordi "det er en del af det forhandlingsforløb", der er i gang med medarbejderne. Hun afviser dog, at udliciteringer er en del af oplægget.

Trist fase

Sparerunden er den tredje store siden begyndelsen af 2012, hvor koncernen lukkede Urban og nedlagde godt 70 stillinger.

”Det er altid en meget trist fase og proces, men det er noget, vi skal igennem for at sikre, at vi kan kompensere for den udvikling, vi har set på annoncemarkedet i de første måneder,” siger hun med henvisning til det fald på 12 pct. i annonceomsætningen, som Berlingske Media har oplevet i 1. kvartal. I værste fald kan det betyde, at koncernen mister 100 mio. kr. i omsætning i år, sagde Lisbeth Knudsen i forbindelse med, at sparerunden blev meldt ud. 

I finder 38 mio. kr. i denne sparerunde. Risikerer I dermed ikke at skulle ud i en ny sparerunde i år, hvis I står over for udsigten til et omsætningstab på 100 mio. kr.?

”Det er et spørgsmål om, hvad vi tror er worst case, og hvad, vi tror, vi kan vinde ved at ændre og forbedre en række forskellige ting. De 100 mio. kr. er en risiko, det er ikke en realitet.  I worst case vil det kunne betyde sådan et gab, men det tror vi ikke, det kommer til,” siger Lisbeth Knudsen.

I har været igennem flere sparerunder i de senere år alle med henblik på at sikre en sund økonomi. Hvordan kan man som medarbejder have tillid til, at den her spareplan sikrer en god økonomi?

”Det tror jeg vil komme til at fremgå, når man ser det endelige resultat af planen. Nu skal vi igennem nogle forhandlinger, men det er en god og solid plan, der er lagt for at bringe Berlingske og Berlingske Media i sund form for resten af året.”

I står midt i en salgsproces. Handler spareplanen også om at forbedre tallene af hensyn til salgsprocessen?

”Nej. Uanset om Mecom ejer den her virksomhed om et år, eller der er en ny ejer, så skal der være en sund økonomi, og der skal også være en acceptabel overskudsgrad på Berlingske, og det er det, vi sikrer ved at komme tilbage på budgetsporet med den her spareplan,” siger Lisbeth Knudsen, der ikke vil sætte tal på, hvad en acceptabel overskudsgrad er.

Skal man se fordelingen af besparelserne som et udtryk for, hvordan de enkelte forretninger har det?

”Nej, man skal se det som et udtryk for, hvor der er den største bemanding, og hvad det er for aktiviteter, vi mener, vi kan ændre eller skille fra strukturmæssigt. Man kan ikke lægge noget i det i forhold til de enkelte økonomiske resultater.”

Konservativt budget

Har I overvejet, om der skal andre tiltag til, f.eks. at lukke titler eller større nedskæringer til for at undgå nye sparerunder?

”Nej. Man kan altid se i bakspejlet, om man skulle have taget det dobbelte antal nedbemandinger i januar sidste år eller ej, men det er jo ikke sådan, man driver virksomhed. Du er nødt til hele tiden at tage pejling af, hvordan udviklingen er og agere ud fra den. Derfor er det en meningsløs diskussion for mig at se.”

Hvad er det for en pejling, I ikke tog af 2013, udsigterne til annoncemarkedet var ikke lyse på forhånd?

”Vi havde lagt et ret konservativt budget for 2013 og har oplevet en 12 pct. nedgang. Det rammer hårdt, når det, vi taber på print, ikke kan kompenseres fuldt ud ved en fremgang på digital omsætning og e-commerce.”

Hvordan påvirker det organisationen at skulle igennem en ny sparerunde?

”Sådan en periode her er altid en utrolig svær periode internt. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Det er det også for mange af vores dygtige chefer, men det er vilkårene for rigtig mange virksomheder i det danske samfund.”

Berlingske har i dag omkring 1660 fuldtidsansatte medarbejdere og havde i 2012 en nettoomsætning på 2,7 mia. kr.

Her skal der skæres stillinger i Berlingske Media

"Den største sparerunde på Berlingske nogensinde"

Sparerunde: 21 stillinger skæres på Berlingske 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også