"Vi skal opdrage unge avislæsere igen"

Bedre indhold, færre annoncer, flere unge læsere og uændrede annoncepriser skal få Metroxpress i plus næste år. Mød manden, der skal stå på mål for det som ny adm. direktør, Thomas Raun.

Det er en mand med Metro-blod i årene, der skal føre Metroxpress "tilbage til fremtiden" som de unges avis, når avisen relanceres i miniformat d. 2. april.

Lige som Svenn Dam, der er hyret af schweiziske Tamedia som konsulent i forbindelse med relanceringen, har Thomas Raun været med fra Metroxpress blev født i 2001. Siden 2008 har han arbejdet i den globale del som salgsmand i Metro International og havde af gode grund "ikke lige set jobbet komme" som direktør for sin gamle arbejdplads. Men det kom, da avisens mangeårige direktør, Søren Riis, valgte at sige op i februar, hvorefter Tamedia ifølge Thomas Raun kontaktede ham.  

Hvorfor sagde du ja til jobbet?

”Fordi vi har en unik mulighed, og jeg tror på, at det vi gør nu, er det helt rigtige. Den succes, Tamedia har haft i Schweiz og i Luxembourg, har vist, at hvis man gør tingene en lille smule anderledes, end vi er vant til, så kan vi godt lykkes. Målsætningen er helt klar, at vi skal til at opdrage nye unge avislæsere igen. Det har vi gjort før i 2002, og det kommer vi til at gøre igen.”

Hvor gik det galt for Metroxpress?

”Jeg tror, vi valgte at følge en strategi, hvor avisen fulgte med læserne, jo ældre de blev, og hvor vi måske ikke har været helt nok fokuserede på at få nye avislæsere til.”

Hvad er det for muligheder, der ikke er blevet set endnu på det danske marked?

”Det, Tamedia har gjort, er først og fremmest, at de har skabt et fantastisk produkt, som appellerer til en ung målgruppe. I virkeligheden gør Tamedia og 20 Minuten det, som vi gjorde i Danmark for 10 år siden.”

Men det er et helt andet marked i dag?

”Det er det, men jeg tror stadig, der er et behov for at læse avis. Et godt eksempel, er, at 20 Minuten for halvandet år siden lancerede en italiensksproget udgave, og affiniteten i den unge målgruppe er stærkest blandt alle deres produkter – også selvom internet- og smart phone-penetrationen er den samme i Schweiz som i Danmark. Der er for mange ting, der giver for god mening til ikke at tro på det.  Tamedia er samtidig enormt grundige, de er ikke på et udlandseventyr, de har gjort deres hjemmearbejde og brugt mange ressourcer på det.”

Du skal stå på mål for at få sorte tal næste år – du kender gratisavismarkedet og kommer fra en organisation, der er væltet ud af Europa, fordi markedet er gået nedad, hvad tænker du om opgaven?

”Det er ikke en let opgave, men med de planer, som vi selv har været med til at lægge med Tamedia og med det baggrundsstof, de kommer med er jeg sikker på, at vi kan lykkes.

Hvordan bliver prisniveauet på annoncer – vil i skrue på priserne?

”Som udgangspunkt bliver det ikke dyrere at annoncere i Metroxpress, men forhåbentligt bliver det billigere for annoncører, fordi vi kommer til at nå vores målsætning på læsertal (600.000 inden sommer, 700.000 inden årets udgang – og på sigt 900.000, red.).”

”Vi tilbyder den samme pris, og det man nok vil se i Metroxpress er lidt færre annoncer, end man er vant til. Nøglen til den her succes er, at vi skaber et super produkt, og det kan vi gøre ved at skabe et bedre redaktionelt flow og indhold. Annonceprocenten kommer til at variere, men vi vil holde den på mellem 40-50 pct. Det er en lille smule lavere end i dag, og så bliver annoncerne placeret i avisen lidt anderledes for at skabe et bedre produkt.”

Også for annoncørerne?

”Også for annoncørerne. Hvis du er i en overcrowded avis som annoncør i dag, får du mindre effekt, og vi tror på, at vi ved at rydde lidt op i vores avis og skaber bedre plads til annoncørerne, så vil de også få større effekt.”

Hvad er jeres ambitioner på fordelingen print og online fordeles – er det stadig avisen, der skal trække læsset?

”Til at starte med er det avisen, der er vores hovedprodukt indtjeningsmæssigt, men selvfølgelig skal vi være stærke online, og vi kommer til at gøre nogle ting, så den procentfordeling kommer til at balancere bedre i fremtiden.  Vi tror stadig på aviser, men som andre moderne medievirksomheder vil vi have online produkter, for det er ikke kun om morgenen vi vil tilbyde vores indhold, men hele dagen.”

”Vi ser ingen aviskonkurrenter”

Ny Metroxpress udløser mediestøttegave til dagblade

Thomas Raun ny adm. direktør på Metroxpress 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også