Politiken-ledelsen har valgt at lægge en årlige opgørelse over dagbladets klimabelastning på hylden til fordel for den samlede opgørelse fra udgiverkoncernen JP/Politikens Hus. Det skriver mediet Sustain Report.
Opgørelsen medtog ikke belastning fra tryk og distribution af Politikens papiravis, men inkluderede bl.a. ansattes flyrejser.
”Den grønne status har tjent os godt, men nu vil vi gøre noget nyt. JP/Politikens Hus er blevet tilsluttet Science Based Targets initiative. Det er dér, vores indsats for CO2-reduktioner ligger på de større områder,” siger ansv. chefredaktør Christian Jensen til Sustain Report.
Argumentet for at lave den ”hjemmestrikkede” opgørelse var i 2019 var, at det var rimeligt, at Politiken lagde sine egen klimabelastning offentligt frem, når avisen på lederplads kritiserede politikere og virksomheder for manglende handling på området.
JP/Politikens Hus har siden 2018 opgjort sin klimabelastning ud fra standarderne i GHG-protokollen med henblik på at nedbringe belastningen og på sigt blive klimaneutral.
I 2022 tilsluttede koncernen sig dertil Science Based Targets initiative. Det er en international branchestandard for at sætte konkrete mål for en virksomheds klimabelastning. Indtil videre er langt størstedelen af koncernens nedbragte klimabelastning imidlertid kommet via godskrivning gennem oprindelsescertifikater, såkaldte REC’er.