Mediechefer om mulig corona-snyd på Børsen: "Dybt alvorligt"

Sagen om mulig snyd med corona-støtte på Børsen er både alvorlig og potentielt skadelig for hele mediebranchen. Det mener flere mediechefer, men kun få ser anledning til at gå egne ansøgninger om støtte efter i sømmene. 
Jacob Nybroe, Henrik Schjerbeck og Anders Krab-Johansen. | Foto: Casper Dalhoff/POLFOTO og Philip Davali/Ritzau Foto
Jacob Nybroe, Henrik Schjerbeck og Anders Krab-Johansen. | Foto: Casper Dalhoff/POLFOTO og Philip Davali/Ritzau Foto

Det er en dybt alvorlig sag og et potentielt knæk på troværdigheden, som Børsen nu har bedt advokatfirmaet Plesner om at undersøge, efter et anonymt tip satte topchef Bjarne Corydon i alarmberedskab.

I andre mediehuse har sagen vakt opsigt og i JP/Politikens Hus, der ejer 49 pct. af Børsen, giver det ifølge finansdirektør Henrik Schjerbeck anledning til et internt servicetjek.

"Vi kender alene til Børsens igangsatte undersøgelse fra pressen, men noterer med tilfredshed, at Børsen reagerer prompte. Det er en dybt alvorlig sag, hvis der er tale om urent trav i forbindelse med statsstøtte. Hos JP/Politikens Hus har vi været ekstremt påpasselige og alle retningslinjer har været fulgt nøje. Men sagen her giver os selvfølgelig anledning til at kigge det grundigt igennem igen," siger Henrik Schjerbeck i en skriftlig kommentar.

B.T. fik næststørste beløb

I Berlingske Media er det alene B.T., der primært er annoncefinansieret, der har søgt og fået penge fra kompensationsordningen. Her blev der givet 11,17 mio. kr., som er det næststørste beløb, der blev udbetalt. Koncernchef Anders Krab-Johansen afviser, at sagen på Børsen giver anledning til at genbesøge ansøgningen.

"Vi har været ret konservative i ansøgningen og går stærkt ud fra, at alt vi har afleveret er i rigtig fin stand. Så nej, det gør vi ikke (ser grund til at gå ansøgningen om kompensation efter i sømmene, red.)," siger Anders Krab-Johansen.

På Jyllands-Posten, der har fået 9,8 mio. kr. i annoncekompensation samt 4,2 mio. kr. for det tab, ugeaviserne i Jyllands-Postens Lokalaviser led, kalder ansv. chefredaktør Jacob Nybroe, sagen for ulykkelig og skadelig.

"Vi har til gode at vide, hvad der rent faktisk er sket på Børsen. Men hvis det, man undersøger, er korrekt, er det virkelig skadeligt for troværdigheden. Det vil det være for alle virksomheder, men i en funktion, hvor man rent faktisk holder øje med alle andre, er det virkelig, virkelig skadeligt. Det er en meget ulykkelig sag, synes jeg," siger Jacob Nybroe.

Kan du som chef vide dig sikker på, noget lignende ikke er sket på JP?

"Jeg kan som chef vide mig sikker på, at de mennesker, jeg har haft til at røgte det her, har forsikret mig, at det ikke er sket," siger Jacob Nybroe.

"Jeg tror, alle kan svindle, hvis de vil. På Jyllands-Posten har det været vores sammenbidte ambition hele sidste år at holde så meget af vores annonceomsætning inde i huset som overhovedet muligt i århundredets sværeste krise. Og det er et langt stykke lykkedes. Vi har ikke på nogen som helst måde forsøgt at undgå omsætning. Tværtimod."

Sjællandske: Vi har styret processen centralt

Hos Sjællandske Medier ønsker økonomidirektør, Tommy Voigt Hansen, ikke at kommentere på sagen fra Børsen, og han afviser, at det giver anledning til tiltag internt.

”Rent teknisk er det også sådan, at man ikke kan få en annonce med i en avis, hvis de ikke bliver faktureret per den dato, de bliver indrykket. Vi har samtidig styret hele processen fra centralt hold. Det er kun mig og to andre, der har haft et løbende overblik over, hvordan vi lå (i forhold til faldet, red.), så der ikke er nogen, der har haft et incitament til at skubbe noget eller overveje at lade være med at tage en annonce med. Den situation ville vi ikke ud i," siger Tommy Voigt Hansen.

"Vi ville gerne have kompensation, og vi gjorde opmærksom på vores utilfredshed med, at man forlængede periode fra tre til fire måneder, fordi det betød, at nogle aviser faldt ud. Men vi har fra start sagt, at vi ikke ville have en kompensation, vi ikke var berettiget til," siger Tommy Voigt Hansen med henvisnig til, at perioden, som medierne har kunnet få kompensation for tabt omsætning blev forlænget fra juni til juli.

Sjællandske Medier søgte til 36 ugeaviser, men fik til 23.

Hvorfor valgte I at søge til alle ugeaviser, hvis I vidste at nogen ikke havde lidt et tilstrækkeligt tab?

"På det tidspunkt vi skulle indsende ansøgningen om kompensation var kompensationsperioden ikke udløbet, og dele af opgørelsesmetoden var uklar, så vi valgte at søge på alle ugeaviser, da kun ugeaviser, der havde søgt inden fristen kunne komme i betragtning."

Ansøgning opfylder krav

Børsen har ud over at engagere advokatselskabet Plesner informeret Slots- og Kulturstyrelsen om sagen. Styrelsen oplyser til MediaWatch, at man vil samarbejde med Plesner igennem undersøgelsen og assistere i det omfang, det bliver aktuelt. Styrelsen, der har gennemgået og genbesøgt ansøgningen fra Børsen, oplyser samtidig, at den opfylder de formelle krav.

”I forbindelse med Børsens ansøgning om annoncekompensation har der været vedhæftet den dokumentation, der er påkrævet, inklusiv revisorerklæring. Ansøgningen har været behandlet efter samme procedure som andre ansøgninger til ordningen,” siger specialkonsulent Eva Sønderstrup-Andersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også