Danske Medier kritiserer forslag om ny afgift på breve og pakker

Det vil være både "skævt" og "konkurrenceforvridende", hvis en afgift på breve og pakker, som er blevet foreslået af regeringen for at give en håndsrækning til Postnord, bliver ført ud i livet, skriver Louise Brincker, direktør for de private mediers brancheorganisation Danske Medier i et debatindlæg i Berlingske.
Forslaget lyder, at pakker uanset distributør skal pålægges en afgift på 1,25 kr., mens det ifølge Danske Medier kun er breve, som andre end Postnord sender rundt, der rammes af afgiften.
"Afgiften på breve vil udelukkende ramme dagbladsdistributørerne, eftersom de er de eneste - ud over PostNord selv - der leverer breve. Det er en fuldstændig uhørt forskelsbehandling," skriver Louise Brincker i debatindlægget i Berlingske og estimerer, at forslaget vil koste danske medieselskabers distributionsforretninger omkring 50 mio. kr. årligt.
Også Dansk Erhverv og transportvirksomhederne Danske Fragtmænd, DSV Road og Frode Laursen kritiserer forslaget. Det sker i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
"Forslaget er en fundamentalt dårlig model, fordi man straffer helt almindelige virksomheder med en ny afgift for at finansiere statens eget Postnord-foretagende. Det er både urimeligt, usundt og uholdbart," lyder det bl.a. i debatindlægget.