Siden 2006 har journalister kunnet søge Fyens Stiftstidendes Fellowship for at gå i dybden med et journalistisk projekt i mindst et halvt år på Center for Journalistik på Syddansk Universitet (SDU).
Med en ny bevilling på 1,5 mio. kr. fra Den Fynske Bladfond vil fellowshippet blive videreført i foreløbigt yderligere tre år. Det fremgår af en pressemeddelelse fra universitetet.
"Den Fynske Bladfond har gennem en årrække støttet Fyens Stiftstidendes Fellowship og har med stor tilfredshed kunnet konstatere, at Center for Journalistik hvert år har formået at tiltrække et meget stærkt ansøgerfelt. Det har resulteret i højt kvalificerede projekter, der gennem bogudgivelser, konferencer, seminarer og meget andet har formået at bidrage til at højne kvaliteten af journalistikken i Danmark," siger formanden for Den Fynske Bladfonds bestyrelse, Tage Koed Madsen i en meddelelse.
Det næste fellowship vil blive slået op i starten af 2020, og fristen for ansøgninger vil være i slutningen af februar.
I øjeblikket er Andreas Marckmann Andreassen, digital redaktør hos Journalisten, i færd med at afslutte sit fellowprojekt på SDU om robotjournalistik og automatiseringsprocesser i medierne.