Line Vaaben modtager Fyens Stiftstidendes Fellowship

Journalist fra Information skal til efteråret undersøge, hvordan journalister kan blive bedre historiefortællere som ny fellow.
Ny fellow på SDU Line Vaaben skal dykke ned i den fortællende journalistiks værktøjskasse | Foto: Sille Veilmark/Dagbladet Information
Ny fellow på SDU Line Vaaben skal dykke ned i den fortællende journalistiks værktøjskasse | Foto: Sille Veilmark/Dagbladet Information

Det bliver fortællende journalist Line Vaaben fra Information, der til efteråret overtager pladsen som fellow på SDU efter Pierre Collignon. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Line Vaaben har fået tildelt Fyens Stiftstidendes Fellowship for 2018 til et projekt, der skal afdække, hvordan journalister i dag som fremover kan forbedre deres historiefortælling og bruge den fortællende journalistisks værktøjer i formidlingen.

”Vi taler om ny teknologi og nye forretningsmodeller, men forudsætningen for al udvikling er, at vi som publicistiske medier leverer appellerende, involverende, væsentlig og nærværende journalistik. Netop de adelsmærker besidder Line Vaaben, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun via fellowshippet på SDU kan udbrede sit dygtige arbejde,” siger Christian Jensen, der er formand for Styrelsen ved Center for Journalistik.

Line Vaaben har siden 2014 været ansat som featurejournalist på dagbladet Information og står bl.a. bag den undersøgende og fortællende serie Drab i familien, der var blandt de indstillede projekter til forrige års Cavling-pris.

Fellowship-perioden løber i efterårssemestret fra august 2018 til januar 2019. Månederne skal bruges til at undersøge, hvordan de bedste journalister arbejder med fortællende journalistik, og munde ud i undervisningsforløb for landets journaliststuderende, en masterclass for udvalgte danske journalister og et inspirationskatalog til branchen, fremgår det.

Det er 13. gang Fyens Stiftstidendes Fellowship uddeles. Med legatet følger 500.000 kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også