Ny SDU-fellow skal sætte fake news under lup

Det bliver Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Pierre Collignon, der får Fyens Stiftstidendes Fellowship for 2017. Han skal undersøge fake news og biased news.
Pierre Collignon, kommende fellow ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
Pierre Collignon, kommende fellow ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Fyens Stiftstidende Fellowship 2017 går til Pierre Collignon, tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten. Det oplyser Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.

Den nye fellow vil bruge stipendiet på et særledes højaktuelt projekt og undersøge fake news og biased news.

"Fake news og biased news kan få store skadelige konsekvenser for tilliden til såvel den journalistiske faglighed som etablerede medier generelt. Derfor er det vigtigt, at vi hurtigt kommer til at forstå mekanismerne bag. Med sin baggrund som chefredaktør på Jyllands-Posten har Pierre Collignon de helt rette forudsætninger for at gøre dette vigtige stykke arbejde for såvel kvalitetsjournalistikken som kvaliteten i den demokratiske samtale," siger Christian Jensen, formand for Styrelsen ved Center for Journalistik og chefredaktør på Politiken, i meddelelsen.

Pierre Collignon tager fat på arbejdet, som varer et halvt år, i august, og han bliver dermed en fast del af Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

"Troen på den journalistiske metode og troværdighed er under angreb fra flere kanter i disse år, og jeg håber, at vi med dette projekt kan kvalificere debatten om både tillidskrisen for traditionelle medier, fremkomsten af fake news og sociale mediers ansvar," udtaler Pierre Collignon i pressemeddelelsen.

Der har hidtil være 11 fellows ved journalistuddannelsen på SDU. Blandt dem er Jens Olaf Jersild, Mette Davidsen-Nielsen, Jesper Tynell og Nikolai Thyssen. Den seneste fellow, som blev præsenteret for et år siden, er Jan Birkemose.

Pierre Collignon var chefredaktør på Jyllands-Posten frem til september 2016.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også