Ny chefredaktion på Ekstra Bladet skal fokusere på tv og digitalt

Pernille Hollbøll og Kristoffer Eriksen skal som nye chefredaktører på Ekstra Bladet udvikle journalstikken med nye formater og øget digitalt fokus, siger ansv. chefredaktør Poul Madsen.
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Fra årsskiftet vil to nye chefredaktører træde ind i ledelsen for Ekstra Bladet: Pernille Holbøll, der siden 2017 har været digital chef på Ekstra Bladet, og Kristoffer Eriksen, der indtil for nyligt var nyhedschef på Radio 24Syv.

De to nye chefer får ansvaret for hver deres område. Pernille Holbøll, der kommer fra en stilling som digital chef for Ekstra Bladet, skal stå i spidsen for nyhedsdelen, mens Kristoffer Eriksen med gravergruppen skal tage sig af den dagsordensættende journalistik.

Med ansættelserne udvider Ekstra Bladet chefredaktionen, efter tidligere chefredaktør Karen Bro forlod ledelsen 1. september. Det har ifølge Poul Madsen, ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, ligget i kortene et stykke tid at ændre strukturen.

"Vi har længe haft i tankerne at organisere to fløje: breaking og dagsorden, og vi har derfor hele tiden været på jagt efter to chefredaktører," siger Poul Madsen med et grin.

Du fortæller i pressemeddelelsen, at ansættelserne indvarsler en ny tid for Ekstra Bladet – kan du uddybe det?

"Det jeg håber er, at Ekstra Bladet med to nye chefredaktører får et endnu stærkere udtryk hver eneste dag. Jeg tror, at det er sundt for alle organisationer at få friskt blod ind for at lede flokken engang imellem. Vi er gode til den afslørende journalistik, og vi vil gerne være endnu stærkere på det digitale og producere mere tv med dokumentarer og nye formater på en moderne præmis," siger Poul Madsen.

Bedre til at fremhæve

Ekstra Bladet er landets største digitale nyhedssite målt med knap 400 mio. sidevisninger i oktober. Ifølge chefredaktøren bliver opgaven for de to nye chefredaktører både at udvikle og styrke det udganspunkt.

"Det bliver at skabe endnu flere unikke Ekstra Bladet-historier og fornyelse i vores stærke digitale position. Himlen er vores begrænsing, og vi satser på, at vores medie hvert år er i stand til at betyde noget for danskerne. Vi producerer hver dag 200-250 historier, og derfor kan den afslørende journalistik godt drukne i mængden. Dem skal vi blive stærkere til at fremhæve," siger han.

Pernille Holbøll og Kristoffer Eriksen. Foto: Jakob Boserup.
Pernille Holbøll og Kristoffer Eriksen. Foto: Jakob Boserup.

Er der andre ændringer i organisationen i forbindelse med opdelingen mellem breaking og dagsorden?

"Nej, det er der ikke. Vi startede allerede med at reformulere Ekstra Bladets udgangspunkt op til sommerferien, og nu har vi fundet de to medarbejdere, der skal gøre det til virkelighed," siger Poul Madsen.

Vil din egen rolle ændre sig?

"Jeg håber, at jeg får lidt bedre tid til at spille tennis. Og når jeg nu har to kompetente medarbejdere til at hjælpe mig, skal jeg til foråret til Harvard University i syv uger for at blive klogere."

Sammen med Poul Madsen og administrerende redaktør Ole Sloth udgør de to nye chefredaktører fra 1. januar 2020 Ekstra Bladets chefredaktion.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch og Watch Medier sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Ekstra Bladet henter Kristoffer Eriksen til chefredaktionen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også