Berlingske får ny udlandsredaktør

Berlingske henter ny international redaktør på Weekendavisen. Hun har tidligere været avisens egen Ruslands-korrespondent. 

Weekendavisens litteraturredaktør, Anna Libak, bliver 1. maj Berlingskes udlandsredaktør. Det skriver B.dk.

Anna Libak overtager stolen efter Jesper Larsen, der 1. marts blev ansat som chef for aktualitet og debat på DR.

Anna Libak, der er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk og har en sprogofficeruddannelse i russisk fra forsvaret, har tidligere været ansat på Berlingske.

Hun var avisens korrespondent i Rusland i perioden 1999 til 2003, nogle betydningsfulde år i Ruslands nyere historie: Vladimir Putin blev præsident og landet gik på ny i krig i Tjetjenien.  I 2003 modtog Anna Libak Den Berlingske Fonds journalistpris for sin dækning af regionen.

Anna Libak har, siden hun forlod Berlingske i 2003, bevaret sit engagement for det internationale, dels på Weekendavisen, hvor hun en overgang var udenrigsredaktør, dels i foredrag og som kommentator. Hun sidder desuden i bestyrelsen og forretningsudvalget i Udenrigspolitisk Selskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også