DR henter redaktionschef fra TV 2

Stoledansen mellem DR og TV 2 fortsætter i 2014 - DR Medier finder ny redaktør på TV 2 Nyhederne.

DR Medier får til februar ny nyhedsredaktør i skikkelse af 48-årige Henriette Marienlund, der de seneste otte år har været redaktionschef på TV 2 Nyhederne, hvor hun bl.a. har ansvaret for indland.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Henriette Marienlund tager over som nyhedsredaktør fra Helle Sønderby, der stoppede i DR før jul for at tiltræde en stilling som redaktør på TV 2 Nyhederne. Hun har tidligere været sammenlagt ni år i DR, blandt andet som redaktør på TV-Avisen, ’Kontant’ og på ’Magasinet Søndag’.

”Jeg ser meget frem til jobbet og til igen at skulle gå ind ad DRs svingdør. Jeg har stor erfaring fra arbejdet med DRs nyhedsudsendelser og –magasiner, men alligevel er meget sket på de otte år, jeg har været væk. Jeg glæder mig til at være med til både at opfinde nye programformater og videreudvikle de mange gode, der allerede er,” siger Henriette Marienlund i meddelelsen.

Udvekslingen af medarbejdere mellem DR og TV 2 prægede i høj grad 2013 og blev kritiseret og problematiseret af flere mediechefer i MediaWatchs julestafet, men den er altså tilsyneladende ikke slut endnu.

Få et overblik over de væsentligste ind- og udskiftninger mellem tv-stationerne sidste år her.

Årets jobskifte i mediebranchen

TV 2 hugger nyhedsredaktør på DR1 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også