Viasat henter ny direktør fra Fullrate

Iværksætteren bag bredbåndsudbyderen Fullrate bliver ny adm. direktør for Viasat A/S, hvor han afløser Jette Nygaard-Andersen.

Fra d. 1. december i år skal nuværende adm. direktør og grundlægger af Fullrate, Peter Mægbæk Madsen, stå i spidsen for Viasat A/S.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Han afløser Jette Nygaard-Andersen, der har siddet som adm. direktør siden september 2011, men tidligere på sommeren blev udnævnt til Executive Vice President for MTG Nordic Pay TV med ansvar for MTG's nordiske betalings-tv-forretning.

”Med Peter i førersædet får Viasat virkelig en kompetent person. Han har en stærk baggrund med masser af relevant erfaring for os. Det gælder både salg og marketing samt forretningsudvikling, og så er han entreprenant og visionær, hvilket han har bevist med grundlæggelsen af Fullrate - en succesrig bredbåndsvirksomhed nu også med tv som en del af forretningen,” siger Jette Nygaard-Andersen i meddelelsen.

Som adm. direktør for Viasat får Peter Mægbæk Madsen det overordnede ansvar for satellit-tv-forretningen, salg af Viasats tv-pakker til IP-TV, samt salg af Viasats egne kanaler og tredjepartskanaler til tredjepartsnetværk.

”Jeg har allerede snuset lidt til TV-delen hos Fullrate og ser frem til at få endnu mere indsigt på området, både hvad angår distribution og indhold. Tv fylder meget hos den danske forbruger, og det bliver virkelig sjovt at beskæftige sig med et produkt, der har så stor en interesse,” siger Peter Mægbæk Madsen, 41, der før Fullrate bl.a. har været markedschef med ansvar for det private marked hos Cybercity.

Fullrate havde sidste år et overskud på 11 mio. kr. og en omsætning på 362 mio. kr.

Peter Mægbæk Madsen er uddannet cand. merc. og bestyrelsesmedlem hos Fullrate og i DJØF Forlag. Han bor i Rungsted, er gift og far til to piger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også