JP/POL ansætter tidligere Woman-redaktør
JP/Politikens Forlag vil styrke brandingen og udviklingen af husets forfattere og ansætter pr. 1. september Mette Holbæk som brand manager.
Hun skal stå i spidsen for forlagets digitale presse-, markedsførings- og salgsaktiviteter og arbejde fokuseret for at sikre forlagets bøger og forfattere størst mulig synlighed i medierne og på alle digitale platforme.
Mette Holbæk, 39, er uddannet journalist og har ni års erfaring fra magasinverdenen bl.a. som chefredaktør for Woman, Costume og Nova og udviklingschef på Benjamin Media.
Hun har desuden været selvstændig rådgiver for forfattere og mediepersonligheder, og som partner i en digital undervisningsvirksomhed har hun udviklet kurser for iværksættere i moderne markedsføring.
Mette Holbæk har også en baggrund som forlægger, hvor hun stod bag forlaget Pretty Ink, som blev solgt til Rosinante & Co i 2008.
"Bogmarkedet gennemgår store forandringer i disse år, og forbrugerne ændrer indkøbsadfærd. Det er vigtigt, at vi markerer os stærkt de steder, hvor vores læsere befinder sig, heriblandt på de sociale medier, og at vi kan støtte vores forfattere, så de også bliver de mest synlige forfattere i alle de nye salgskanaler" siger Lene Juul, direktør på JP/Politikens Forlag i en pressemeddelelse.