DR1 henter ny kanalchef hos TV2 Norge

Pil Gundelach Brandstrup hentes hjem fra TV 2 Norge for at blive ny kanalchef for DR1 og den øverst ansvarlige for DR3 og børnekanalerne DR Ultra og DR Ramasjang.

Fra den 1. oktober kommer 38-årige Pil Gundelach Brandstrup til at stå i spidsen for DRs hovedkanal, og dermed får hun en helt central rolle i at samle befolkningen om væsentlige temaer og store begivenheder på DR1.

Pil Gundelach Brandstrup har siden 2011 været programdirektør for TV 2 Norge. Her har hun haft ansvaret for den norske programproduktion på TV 2, TV 2 Zebra og TV 2 Bliss.

”Jeg ser frem til at få Pil Gundelach Brandstrup med på holdet og ved, at hun har meget at bidrage med til den fortsatte udvikling af DR1. Seerne oplever i dag kanalen som både vital og vigtig, og det er en kerneopgave for DR at sikre en fortsat udvikling af hovedkanalen, så public service opleves både relevant og interessant,” siger DRs mediedirektør Gitte Rabøl i en pressemeddelelse.

Hun mener, at Pil Gundelach Brandstrups kompetencer passer til de ambitioner, DR har på hovedkanalen:

”Jeg ser det som et stort plus, at hun også har prøvet kræfter med en hovedkanal i udlandet og på den måde kan tilføre noget nyt til DR og bidrage til udviklingen af dansk public service,” siger Gitte Rabøl.

Inden arbejdet i Norge var Pil Gundelach Brandstrup først programredaktør og siden programdirektør hos TV3 i Danmark fra 2007-2011.

Hun kom til TV3 fra en stilling som redaktionschef og producent hos produktionsselskabet Blu, hvor hun var fra 2002-2007, og blandt andet stod for flere underholdningsproduktioner til DR, som for eksempel ’Stjerne for en aften’ og ’Showtime’.

”DR har i løbet af de seneste år været igennem en positiv udvikling, og det er et privilegium at vende tilbage til Danmark for at stå i spidsen for så stor og vigtig en kanal som DR 1. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at give seerne alsidige og relevante public service-programmer i buketten af nyheder, aktualitet, livsstil, underholdning og Danmarks bedste drama ,” siger den kommende DR1-chef.

Den nye kanalchef på DR1 er uddannet cand. mag. i filmvidenskab fra Københavns Universitet i 2001.

Pil Gundelach Brandstrup bliver kanalchef for DR1 efter Lotte Lindegaard, der for nylig fik job som kanalchef på TV 2. Brandstrup bliver desuden den øverst ansvarlige for DR3 og børnekanalerne DR Ultra og DR Ramasjang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også