Direktørskifte i JP/Politikens forlag

Karsten Blauert forlader direktørstolen i JP/Politikens Forlagshus og afløses 1. marts af Lene Juul, der hidtil har været salgsansvarlig.

Efter 13 år på Rådhuspladsen stopper Karsten Blauert, 61, som direktør i JP/Politikens Forlagshus for at gå på pension. Det skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Hans afløser bliver direktør Lene Juul, 44, som siden 1. juli 2002 har haft salgsansvaret på forlaget.

Karsten Blauert blev i 2000 hentet ind som adm. direktør for Politikens Forlag og Politikens Boghal. Fra 2004 samlede han koncernens bogaktiviteter og Politikens Boghal i regi af JP/Politikens Forlagshus.

”JP/Politikens Forlagshus fremstår i dag som en af Danmarks førende forlagsvirksomheder med en stærk markedsposition og et internationalt gennembrud med salg af rettigheder til mange lande. Karsten Blauerts modernisering af forlaget er en enestående bedrift,” siger adm. direktør Lars Munch, JP/Politikens Hus i meddelelsen.

Han suppleres af Karsten Blauert:

”Vi er lykkedes med det meste, og forlaget er i dag en af Danmarks førende forlagsvirksomheder og godt rustet til de store digitale og forretningsmæssige udfordringer, bogbranchen står overfor med indgangen til 2013,” siger Karsten Blauert. 

Direktørskiftet kommer på et tidspunkt, hvor forlagshusene - på linje med mediehusene - er pressede af den digitale omstilling og et faldende salg. For få dage siden nedjusterede Gyldendal forventningerne til årets resultat før skat med 19 mio. kr. til omkring 45 mio. kr. - i kølvandet på en større fyringsrunde tidligere på måneden. JP/Politikens Forlagshus gennemførte i efteråret en fyringsrunde, der kostede ni stillinger. Forlaget kom i 2011 ud med et resultat før skat på knap 5 mio. kr. 

Karsten Blauert fratræder 28. februar og efterfølges 1. marts af Lene Juul som ny direktør.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også