Claus Bretton-Meyer fritstillet fra TV 2 Sport

TV 2 Sports adm. direktør, Claus Bretton Meyer, forlod tv-kanalen før jul. I de kommende dage nedlægges mere end hver anden stilling på kanalen.

Årsskiftet står i omvæltningernes tegn på TV 2 Sport, hvor mere end halvdelen af de ansatte står til at miste deres job, efter MTG har overtaget sportskanalen som eneejer.

Allerede før jul blev kanalens adm. direktør, Claus Bretton Meyer, opsagt, forklarer han.

"Jeg blev fritstillet d. 20. december," siger Claus Bretton-Meyer, der var forberedt på, at hans stilling næppe ville blive bevaret i den nye organisation.

"Det kom ikke som nogen overraskelse. Med den måde man fusionerede tingene ind på, efter Konkurrencerådet gav deres tilladelse til købet, så giver det økonomisk rigtig god mening, og mit job findes ikke i MTG's organisation i dag. Nu vil jeg bruge lidt tid på at overveje, hvad jeg skal lave i fremtiden og så gå i gang med at se på de mange muligheder, der ligger derude," siger Claus Bretton-Meyer.

I dag og i morgen er der individuelle samtaler med medarbejderne om deres fremtid på TV 2 Sport, der står til at skifte navn til TV3 Sport i løbet af kort tid. Hvordan den fremtidige ledelse på kanalen tegner sig er uvist.

Claus Bretton-Meyer har været adm. direktør for TV 2 Sport siden 2007, hvor han kom til fra en stilling som Senior Vice President hos Observer Northern Europe.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også