Torben Brandt får Krygerprisen i DR

Den 40. uddeling af Krygerprisen i DR går i dag til radiomanden Torben Brandt.
Per Fanefjord Laursen

Der ventede radiomanden Torben Brandt en overraskelse, da han fredag middag dukkede op på sin plads hos DR Kultur i DR Byen.

Her blev han mødt af kolleger og DRs radiochef Tor Arnbjørn, der kunne overbringe Torben Brandt det glade budskab om, at han bliver årets modtager af DRs Krygerpris på 25.000 kroner.

Det er 40. gang, Krygerprisen bliver uddelt, og den er opkaldt efter Christian Kryger (1915-1972), der var én af radiopionererne i DR inden for radioreportage. Hvert år i december, hvor Kryger havde fødselsdag, bliver prisen uddelt til en eller flere DR-medarbejdere, der har gjort noget særligt for radiomediet.

Torben Brandt, der er 59 år, begyndte på P1 som lydtekniker i 1976. Men allerede tre år senere blev han programmedarbejder med radiomontager og dokumentarer som speciale. Undervejs i radiokarrieren har han også været vært og reporter på ’Kulturnyt’, redaktør på ’Lydmuren’ og ’Verdensmagasinet’ og meget andet. De seneste seks år er det især radiodokumentarer, features, reportager, serier og temaer, som Torben Brandt har beskæftiget sig med på P1.

Blandt de tidligere modtagere af prisen er for eksempel Thomas Ubbesen, Torben Paaske, Christian Stentoft, Tine Bryld, Mads Brügger og Mikael Bertelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også