TV 2 opruster online: Henter Simon Stilling fra EB

Simon Stilling bliver digital nyhedschef på TV 2 som led i en styrkelse af net- og mobilnyhederne. Redaktør bliver Pernille Holbøll, der kommer fra Dr.dk.

TV 2 Nyhederne vil stå stærkere på nettet, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at Nyhederne og Sportens online aktiviteter på net og mobil lægges sammen til en selvstændig afdeling.

I samme forbindelse er Simon Stilling pr. 1. oktober ansat som digital nyhedschef på TV 2 Nyhederne. Han kommer fra en stilling som nyhedschef på Ekstrabladet.dk. Han har tidligere været ansat som redaktør på TV 2 Sporten i Odense, men skiftede til Ekstrabladet.dk for halvandet år siden.

Jourhavende og redaktør i den nye afdeling bliver Pernille Holbøll, der kommer til TV 2 fra en stilling som forsidechef på Dr.dk. Hun tiltræder 1. november.

"TV 2 står stærkt på de digitale platforme i dag, men konkurrencen er hård og bliver intensiveret i de kommende år. Vi ønsker, at Nyhederne og Sporten skal udvikle sig endnu mere markant på nettet og placere os endnu tydeligere i den kamp. Vi skal være større og bedre på alle platforme, og med sammenlægningen og med nyansættelserne er der er tale om en tydeligere og stærkere positionering af de digitale aktiviteter i nyheds- og sportsafdelingen," siger nyhedsdirektør Michael Dyrby, TV 2, i meddelelsen.

Som led i øvelsen opbygger TV 2 en netdesk på Teglholmen i København, der skal styrke de hurtige medier på net og mobil i samspil med TV 2 News. 

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også