"Jeg kan godt lide folk, der tager kvantespring kreativt"

Ungdomsprogrammet 'Transit' gjorde karriere-forskellen for TV 2's programdirektør, Palle Strøm, der har Richard, Steve og Simon blandt forbillederne ...

Han har lånt sit ledermotto fra en kendt amerikansk aktivist, er mere til mavefornemmelse end management og træffer bedst afgørende beslutninger, når pulsen er godt oppe på løbeturen. TV 2's programdirektør siden 2007, Palle Strøm, 44, er ugens gæst i Medieleder:
 

1. Hvem er dit ledelsesmæssige forbillede?

"Jeg kan godt lide folk, der tager kvantespring kreativt og konceptuelt; Richard Branson, Steve Jobs eller Simon Spies. Gode ledere af mennesker er de ikke nødvendigvis. Der er jeg mere over i Gerry Robinson, tidligere medieboss i England, der havde passion, innovation og no-bullshit approach til ledelse."

2. Hvilken beslutning har haft størst betydning for din karriere?

"Da jeg på mit første tv-job som tilrettelægger på ungdomsprogrammet 'Transit' i 90erne en sen aften tog beslutningen, at jeg var nødt til at følge mit instinkt, i stedet for at tænke, hvad det rigtige mon var."

3. Hvad er den væsentligste forskel på at være leder i mediebranchen og i andre brancher?

"Som leder i mediebranchen har alle en holdning til det, man laver. Det giver en kæmpe energi."

4. Hvilken bog har inspireret dig mest i forhold til at være medieleder?

"Jeg læser ikke rigtigt management-bøger, men bogen 'Blink' var dybt inspirerende. Den forsøger at samle og påvise, hvad der mere håndgribeligt ligger bag begrebet intuition. Jeg tænker nogle gange, hvor fascinerende det er, at man groft sat op enten kan hyre et konsulentfirma, der bruger lang tid og mange penge på at belyse en problemstilling, eller man kan bare spørge een, der ved noget om det, hvilket er gratis og tager to minutter. Den sidste løsning føles bare mere risikabel."

5. Hvordan træffer du bedst vigtige beslutninger?

"Under løb, når pulsen er oppe. Så falder alle ens bortforklaringer, der skyldes angst og socialt ubehag. Frem træder den rene sandhed."

6. Hvornår føler du magt og afmagt som leder?

"Afmagt er, når der sker en masse udenfor ens rækkevidde. Magt er, når man siger; "Fuck det. Det kan vi gøre noget ved"."

7. Hvilken sætning er den vigtigste som medieleder?

"I have a dream ..."

 

 

Hvad foretrækker du som leder ...

... habit eller jeans?

"Begge dele. Jeg synes, en leder skal finde en balance mellem at turde have distance og tydeligt vise, man bestemmer – dertil habit, men også, at man som menneske føler sig på lige fod med alle andre, der går med jeans."

... mavefornemmelse eller management?

"Mest mave."

... rodet eller ryddet skrivebord?

"I min optik rimelig ryddet uden at være besat."

... top-down eller bottom-up?

"Afhænger af situationen. God til det første, arbejder på det andet."

... direkte tale eller diplomati?

"Direkte tal er guld, diplomati kan være nødvendigt sølv."

... mocca-man eller the-konvertit?

"The til eftertænksomhed, mocca når der skal mere punch i beslutningerne. For tiden drikker jeg mest mocca."

 

- MW

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også