"Som nordmand er jeg nok lidt mere diplomatisk"

Pål Thore Krosby har stået i spidsen for den guldrandede danske ugeblads- og magasinforretning Aller Media siden 2001, hvor han blev hentet til fra en stilling som adm. direktør for norske Radio 1. Han ser den rivende udvikling i mediebranchen som en faktor, der gør ledelse til en vigtigere disciplin end nogensinde før - og her beretter han, hvordan han selv henter inspiration og tackler udfordringerne som leder.

Pål Thore Krosby har stået i spidsen for den guldrandede danske ugeblads- og magasinforretning Aller Media siden 2001, hvor han blev hentet til fra en stilling som adm. direktør for norske Radio 1. Han ser den rivende udvikling i mediebranchen som en faktor, der gør ledelse til en vigtigere disciplin end nogensinde før - og her beretter han, hvordan han selv henter inspiration og tackler udfordringerne som leder.

1. Hvem er dit ledelsesmæssige forbillede?

"Jeg har ingen enkeltstående forbilleder, men lader mig ofte inspirere af dygtige ledere, jeg møder på min vej. Det er få, der har alt, men mange har noget, man kan lære af. Og disse indtryk samler jeg så i hovedet og bruger dem til at styrke min egen helhed som leder."

2. Hvilken beslutning har haft størst betydning for din karriere?

"At forlade det norske erhversliv og hele mit netværk og at tage den risiko, det var, at takke ja til jobbet som administrerende direktør i en stor og traditionsrig mediekoncern som Aller Media i København. Denne beslutning, som jo i øvrigt har været den helt rigtige for mig, har helt klart påvirket min karriere mest."

3. Hvad er den væsentligste forskel på at være leder i mediebranchen og i andre brancher?

"Der sker rigtigt meget på mediemarkedet i disse år, og det betyder, at vi er i konstant forandring og hele tiden skal forny os, finde nye forretningsmuligheder, ændre måden, vi arbejder på, tænke i nye og effektive løsninger, forbedre vores lønsomhed – og alt det trives jeg rigtigt godt med. Og selvom alle brancher for tiden bliver presset til at forny sig, tror jeg faktisk, at tempoet er en anelse højere i mediebranchen.

Det betyder også, at ledelse som disciplin er vigtigere end nogensinde før, og derfor ser jeg som min vigtigste opgave især at motivere mine ledere til aktivt at deltage i denne forandring. Vi skal rette vores fokus på udvikling og muligheder, hvor det overhovedet er muligt, så vi hele tiden tilretter vores forretning og organisation i forhold til markedet og dermed forhåbentlig undgår alt for mange negative overraskelser og et unødigt pres fra markedet. Vi skal selv styre vores udvikling og fremtid."

4. Hvilken bog har inspireret dig mest i forhold til at være medieleder?

"Jeg bliver meget mere inspireret af at sparre og tale med personer, der er tæt på mig, end af at læse bøger. Faktisk er jeg meget bevidst om vigtigheden af at blive inspireret i et job som mit, hvor det hele tiden gælder om at tænke nyt både ift. markedet, vores forretning og måden vi organiserer os på. Nogle gange om året sørger jeg derfor for at sætte tid af – både sammen med min egen direktion og ledergruppe, hvor vi sætter os ud over de daglige udfordringer og tænker helt nyt – og sammen med mine eksterne rådgivere, der udfordrer og giver nye input. På den måde udvikler vi vores langsigtede strategier og helt nye måder at drive og lede virksomheden på – det tænder mig og er utroligt inspirerende for mig."

5. Hvordan træffer du bedst vigtige beslutninger?

"På samme måde som jeg lader mig inspirere, så inddrager jeg ofte andre i at vende ’sagen’ og se muligheder, inden jeg træffer beslutningen. Men derefter træffer jeg selv beslutningen og fører den ud i livet. Til gengæld er jeg nok lidt stædig, så det er ikke let at få mig til at ændre mening, når beslutningen først er truffet."

6. Hvornår føler du magt og afmagt som leder?

"Min lederstil er både ret så involverende og uddelegerende. Samme tilgang har jeg til kommunikation, fordi den bedste og mest relevante kommunikation skal komme fra ens nærmeste leder. Der, hvor jeg kan føle afmagt er, når jeg så oplever, at organisationen ikke i tilstrækkelig grad føler sig involveret og informeret.

Jeg føler egentlig sjældent magt, fordi du som topleder jo ikke er noget i dig selv, men udelukkende kan opnå det, du stræber efter, gennem og sammen med andre."

7. Hvilken sætning er den vigtigste som medieleder?

"Den sætning, jeg lever efter som leder er; at "du hele tiden skal stræbe efter at gøre morgendagen bedre end gårsdagen". Vi skal forny os mere end markedet, hvis vi skal fortsætte med at være en stor og markant spiller på mediemarkedet."

8. Hvad er den største ros og den største kritik, du har fået som leder?

"Ros får man sjældent direkte i mit job, men for mig er den bedste ros, når jeg kan se, at vi som virksomhed hele tiden udvikler og fornyr os, og selvfølgelig når vi når vores resultater. Vi har til trods for stadig større udfordringer, haft det mest lønsomme ti-år i koncernens snart 140 år gamle historie. Hvad kritik angår, så handler det for mig nok om det, som mange ledere ofte får kritik for – nemlig manglende synlighed og for lidt kommunikation. Her har jeg valgt, at jeg som minimum årligt kommer rundt til afdelingsmøder i hele huset suppleret med en række kantinemøder og andre updates for på den måde at nå ud til alle.

Aller Medias største udfordring er at varetage en utrolig værdifuld historie og forretning, samtidig med at vi skal forny os. Derfor føler jeg ofte, at jeg af halvdelen af de ansatte bliver kritiseret, fordi vi ikke tager nok vare på vores kerneforretning, og af den anden halvdel for, at udviklingen ikke går stærkt nok ..."
 


Hvad foretrækker du som leder ...

... habit eller jeans?
"Det afhænger jo af anledningen, men ofte bliver det til en kombination af jeans og habitjakke, som jeg befinder mig godt i."

... mavefornemmelse eller management?
"Management er forudsætningen for at drive en sund forretning, mavefornemmelsen kommer med erfaringen som leder, så den stoler jeg mere og mere på og bruger den aktivt i mit lederskab."

... rodet eller ryddet skrivebord?
"Ryddet, det giver mig ro og overblik, som er vigtigt for mig i min travle hverdag. Og så kan jeg også bedre takle, at der er lidt rodet inde i hovedet, det har jeg det nemlig fint med…!"

... top-down eller bottom-up?
"Klart bottom-up, selvom jeg ofte bliver udfordret på, om det nu er den rigtige måde at udvikle organisationen på, så både tror jeg på og har set effekten af, at involvering skaber de bedste resultater og en attraktiv arbejdsplads."

... direkte tale eller diplomati?
"Som nordmand er jeg nok lidt mere diplomatisk end mange danske topledere er. Men til gengæld falder det mig meget naturligt at være direkte, når det kræves – og det gør det jo indimellem."

... mocca-man eller the-konvertit?"
"Jeg er til mocca – gerne stærk mocca!"
 

 

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også