Tidligere Stiften-chef til nyt notebureau

Flemming Hvidtfeldt rykker fra Århus Stiftstidende som chefredaktør til Midtjyske Mediers nye notebureau.
MediaWatch

Stiftens tidligere chefredaktør Flemming Hvidtfeldt skal være med til at levere indhold til ‘Public Content Bureauet’, der skal servicere Midtjyske Mediers 12 ugeaviser og syv dagblade med notestof.  Redaktionen i Viborg og får omkring seks faste medarbejdere.

Stilllingen som chefredaktør for Århus Stiftstidende, valgte han at fratræde med udgangen af 2011.

“Min rolle bliver at sikre, at de lokale redaktioner får det nødvendige stof, så det giver mening at have et fællesbureau. Jeg skal koordinere indsatsen og sikre at tingene bliver lavet og leveret til de forskellige redaktioner. Meningen er jo, at det skal give dem mere tid til at lave unikt stof,” siger Flemming Hvidtfeldt.

Målrettet stof og fællespulje
Skal notebureauet lave fællesstof, som kan bringes i alle udgivelserne, eller skal det tilpasses den enkelte avis?

“Hvis en ugeavis får en pressemeddelelse, som er relevant, bliver den sendt til notebureauet og lavet der, og så bliver den sendt tilbage til redaktionen. Det kan både dreje sig om pressemeddelelser, der er relevante for flere medier eller kun for et medie. Der bliver en fællespulje af historier, som redaktionerne har adgang til, så de enkelte redaktioner kan vurdere, om det er relevant for dem,” siger Flemming Hvidtfeldt.

Er det ikke mere tidskrævende at skulle sende en pressemeddelelse til et notebureau, som så skal bearbejde den, frem for bare at lave den selv?

“Nej, det tager ikke lang tid, og som jeg sagde før, er rationalet, at det skal give de enkelte redaktioner bedre muligheder for at blive synlige i lokalområder. Hvis man får 40-50 pressemeddelelser dagligt, er det jo let at regne ud, at det kræver mange ressourcer at forholde sig til. Nu har redaktionerne i stedet for mulighed for at sende dem til nogen, der er specialister i at lave pressemeddelelser.”

Sjovt at opbygge nyt
Hvorfor har du sagt ja til denne her nye rolle?

“Fordi jeg synes det kunne være sjovt at være med til at opbygge noget, der ikke er set før,” siger Flemming Hvidtfeldt.

Skiftet fra chefredaktør for Århus Stiftstidende til notebureauet er umiddelbart et skifte, der kan virke overraskende, men for Flemming Hvidtfeldt giver det god mening.

“Jeg har i 20 år arbedet som leder i større redaktionelle virksomheder, så jeg fik lyst til at prøve noget andet. Det er jo altid sjovt at prøve noget nyt,” siger Flemming Hvidtfeldt, som medgiver at det har været en hård tjans at være chefredaktør på Århus Stiftstidende, der ligesom andre lokale medier kæmper med økonomien.

“Ja, det har det, men det var ikke det, der var afgørende for at jeg skifter,” tilføjer han.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også