Endnu et Børsen-topnavn stopper

Efter bare ni måneder stopper Jon Tranæs som direktør på Dagbladet Børsen. Det skyldes personlige årsager, ifølge en intern meddelelse.
MediaWatch

Jon Tranæs ansættelse som drifts- og udviklingsdirektør på Børsen er ophørt. Medarbejderne på avisen er ifølge Mediawatch' oplysninger blevet orienteret om, at han har trukket sig fra stillingen af personlige årsager.

Jon Tranæs kom til Børsen 1. marts som et af de nye navne adm. direktør Anders Krab-Johansen, der på det tidspunkt selv var nyudnævnt, trak til avisen. Han fik i første omgang titel af digital udviklingschef. Det digitale ansvarsområde overtog han efter Lars Helweg-Andersen, der i den forbindelse blev afskediget.

I august indtrådte Jon Tranæs som en del af direktionen med ny titel af drifts- og udviklingsdirektør (COO). På samme tid blev Niels Lunde udnævnt som ny journalistisk chefredaktør, og Bent Sørensen fratrådte som ledende redaktionschef. Derudover er også økonomichef Gitte Klinck og Diana Willemoes, chef for Børsens Executive Club, blevet afskediget, siden Anders Krab-Johansen tiltrådte 1. januar 2011, hvor han tog over efter Leif Beck Fallesen som adm. direktør og ansv. chefredaktør.

Jon Tranæs’ stop på Børsen er således det seneste i en længere række af udskiftninger på avisens topposter, siden Børsen fik ny ledelse, der også inkluderer en ny formand for bestyrelsen i form af Lars Anders Eriksson, der blev udnævnt til den post i november 2010. Senest sagde Michael Jørgensen op som bladsalgschef på avisen til fordel for en stilling som adm. direktør i Danske Fagmedier.

Vanskeligt 2011
Annoncefremgang og de positive effekter af en sparerunde i 2009 pyntede på Bonnier-ejede Børsens 2010-resultat, der voksede fra 10,4 millioner kroner før skat i 2009 til 24,5 millioner i 2010.

Børsen-ledelsens forventninger til 2011 var, at det ville blive et "vanskeligt år", alligevel skulle selskabets resultat udvikle sig positivt, ifølge beretningen i årsregnskabet.

Her fremhæves det også, at avisen har haft ubrudt årlig oplagsvækst siden 1995. Det er der blevet lavet om på med Anders Krab-Johansen i spidsen, for han har gjort op med den ekspansive oplagsstrategi og forventer, at oplaget ved årets udgang vil være seks pct. lavere end i 2010, eller på omkring 70.000 eksemplarer, når året er omme. Børsens læsertal faldt med 8.000 læsere, eller fire pct., til 191.000 læsere i den seneste halvårsmåling fra Index Danmark/Gallup.

Mediawatch arbejder på at få en kommentar fra Anders Krab-Johansen og fra Lars Anders Eriksson.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også