Jersild 50 år: Spin, skjult kamera og unge racister

Jersild på DR2, Jersild & Spin og Jersild Live. Mediebrandet Jens Olaf Jersild fylder rundt.
Troels Gadegaard Frølich

Et hurtigt blik på Jens Olaf Jersilds CV understreger, at her er tale om en mand, som ikke har sneget sig langs panelerne. Tværtimod.

Faderen var reklamemanden Morten Jersild, der i sin tid fandt på Ekstra Bladets berømte slogan, ”Tør, hvor andre tier”. Samme ord levede sønnen op til, da han efter et indslag i TV-Avisen om den spirende voldelige racisme blandt unge mænd på Østerbro blev dømt i byretten for at udbrede de medvirkende ”grønjakkers” racistiske budskaber.

Jens Olaf Jersild ankede dommen hele vejen gennem det danske retssystem. Det endte med dansk retshistorie, da han fik Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord for at have benyttet den særlige journalistiske ytringsfrihed i samfundet interesse. Siden er medieansvarsloven blevet ændret, så journalister ikke længere kan dømmes for deres kilders udtalelser.

Jens Olaf Jersild var i 1996 med til at lancere interviewprogrammet 'Profilen' til TV-Avisens nyhedstime, inden han fortsatte med den afdækkende journalistik i programmet Rapporten, der med skjult kamera og Jens Olaf Jersild som den opsøgende journalist afdækkede dyremishandling, svindelnumre og andre lyssky affærer.

Siden er han dog gået væk fra at rende efter kilderne og inviterer dem nu i stedet ind i studiet til sig. Med hjælp fra en række politiske kommentatorer introducerede han begrebet ”spin” for DR2’s seere, inden han igen vendte tilbage til nyhedstimen på DR1 og rollen som interviewer i ”Jersild Live”.

I 2006 blev Jens Olaf Jersild den første modtager af det journalistiske fellowship ved Syddansk Universitet. Den halve million kroner og de seks måneder på universitetet blev brugt til at studere kristendommen i Danmark.

Jersild Live sendes på DR1 torsdag klokken 21.25

 


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også