Forlaget Alpha finder ny kommunikationschef hos Gyldendal

Gyldendals pressechef skifter til det Bonnier Books-ejede forlag Alpha, som samtidig ansætter en ny salgs- og marketingschef fra forlaget People’s.
Tamara Zlebacic von Pein bliver ny kommunikationschef hos Alpha. | Foto: Alpha presse.
Tamara Zlebacic von Pein bliver ny kommunikationschef hos Alpha. | Foto: Alpha presse.

Forlaget Alpha har været på jagt hos konkurrenterne efter både en ny kommunikationschef og en ny salgs- og marketingschef.

Hos Gyldendal har Alpha sat kløerne i Tamara Zlebacic von Pein, som kommer fra en stilling som pressechef i forlagskæmpen. Hos Alpha får hun 1. juni titel af kommunikationschef. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Alpha - det tidligere Strawberry Publishing.

”Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Alphas spændende forfattere og erfarne, modige hold. I fællesskab skal vi styrke Alphas forfattere, vejen til læserne og forlagets allerede velplacerede position i den danske forlagsverden,” udtaler Tamara Zlebacic von Pein.

På posten som salgs- og marketingschef kommer Sabine Dyrløv til fra forlaget People’s, hvor hun de sidste fire år har arbejdet med salg og marketing, senest som digitalt salgsansvarlig. Hun har ligesom Tamara Zlebacic von Pein første arbejdsdag 1. juni.

“Sabines vindende væsen og hendes indsigt i bogens mange muligheder giver os de bedste forudsætninger for vores stærke samarbejde med handlen og for at vores bøger fortsat er så synlige og lander hos læserne,” udtaler forlægger og direktør Birgitte Franch.

Alpha er ejet af svenske Bonnier Books og blev etableret på det danske marked i 2020.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også