DMJX udpeger ny rektor fra RUC

1. april tiltræder den nuværende chef for kommunikations- og journalistuddannelserne på RUC som rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Julie Sommerlund. | Foto: PR/DMJX/Ritzau Scanpix
Julie Sommerlund. | Foto: PR/DMJX/Ritzau Scanpix

Julie Sommerlund, 52 år, bliver ny rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, fra 1. april. Det skriver DMJX i en pressemeddelelse.

Også i dag er Julie Sommerlund omgivet af journalist- og kommunikationsstuderende, idet hun er chef for kommunikations- og journalistuddannelserne på RUC.

Hun har tidligere arbejdet som leder på Kunstakademiets Designskole og netop den kombination fik DMJX's bestyrelse til at pege på Julie Sommerlund som ny rektor:

"Julie Sommerlund kommer med en for os helt unik baggrund, fordi hun har haft berøring med uddannelser indenfor stort set alle skolens fagområder - i den ene ende journalistik og kommunikation, i den anden ende visuelle designfag. For første gang i historien får vi dermed en rektor, som alle skolens fag faktisk kan spejle sig i," siger bestyrelsesformand Lea Korsgaard i pressemeddelelsen.

Den nye rektor vil få fast base på DMJX i Emdrup, men med hyppig tilstedeværelse på DMJX i Aarhus.

Hun afløser prorektor Jens Grund Pedersen, der siden juni 2021 har fungeret som konstitueret rektor, efter at Trine Nielsen fratrådte stillingen som rektor i foråret 2021.

Jens Grund Pedersen vender dermed tilbage til sin stilling som prorektor, ligesom Helle Kryger Aggerholm, der har været konstitueret prorektor, vender tilbage til stillingen som forsknings- og udviklingschef.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også