Global: Kinesisk hackerangreb mod NYT

New York Times rapporterer om kinesisk hackerangreb mod avisen, BskyB opruster mod Netflix, og britisk Marie Claire-udgiver skal skære 150 stillinger ...

 

BskyB opruster mod Netflix
Rupert Murdochs British Sky Broadcasting fik i første halvdel af selskabets regnskabsår en vækst i salget på 5 pct. Men selskabet melder samtidig om en let stigende kundeafgang og varsler derfor nye, store investeringer i at imødegå konkurrencen fra online tv-tjenester som Netflix og Amazons Lovefilm. Det skriver Financial Times.
"Vi vil i år lancere en større dramastrategi efter comedy, der var vores fokus i 2012. Vi arbejder med folk som HBO for at styrke talentet i Sky, så jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til det, vi vil gøre de næste seks måneder," lød det fra topchef Jeremy Darrock, BskyB.

Kinesisk hackeranreb mod New York Times
De seneste fire måneder har kinesiske hackere angrebet The New York Times og bl.a. hugget journalisters adgangskoder til computerne, skriver avisen. Angrebene blev indledt samtidig med, at NYT i oktober bragte en historie om gigantiske formuer, akkumuleret af de pårørende til Kinas premierminister, Wen Jiabao. Angrebene knyttes til den kinesiske stat, fordi fremgangsmåden minder om metoder, der tidligere har været brugt af kinesisk militær. Angrebet er ikke enestående ifølge avisen. Sidste sommer blev Bloomberg News angrebet efter en artikel om et kinesisk statsoverhoved. Firmaet Mandiat, der er specialiseret i cyber-sikkerhed, har tidligere rapporteret om kinesiske hackerangreb mod journalister og ledere på vestlige nyhedsorganisationer. Kinesiske myndigheder afviser at have været involveret i angrebet på NYT. 
 

Marie Claire-udgiver varsler fyringer
I forlængelse af den massive sparerunde i Time Inc skal den britiske magasindivision, IPC Media, skære 150 stillinger - svarende til 8 pct. Det skriver The Guardian. IPC Media udgiver nogle af Storbritanniens mest kendte magasin- og bladtitler som Marie Claire, Woman og In Style. Ud over jobnedlæggerleser skal de mange kvindelige medarbejdere også indstille sig på ringere vilkår i forbindelse med graviditet og barsel, varslede topchef Sylvia Auton.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også