Røgslør om DR Ultra og DR2-lancering

DR3 går i luften på mandag, mens DR Ultra og et revitaliseret DR2 først kan være i luften næsten samtidigt på et tidspunkt inden sommerferien.
Per Fanefjord Laursen

Mens lanceringen af DR3 udrulles på mandag, er de to næste trin i DR’s store omlægning af kanalporteføljen omgivet af mere røgslør.

“DR’s næste lanceringer af DR2 og DR Ultra kommer i løbet af første halvår,” siger mediedirektør Gitte Rabøl, DR.

Det er en justering af den oprindelige plan, hvor alle nye tv-kanaler skulle være flyvende i første kvartal.

Nu tegner det ifølge MediaWatchs oplysninger til, at DR Ultra for de store børn og et revitaliseret DR2, med en skarpere aktualitetsprofil, kommer i luften mere eller mindre samtidig på et eller andet tidspunkt inden sommer. Der forventes nyt om timingen sidst i februar.

“De kommer i luften, når tiden er til det,” lyder det fra Rabøl, der bekræfter, at en manglende revideret Public service-kontrakt ikke betyder noget for timingen.

En ting er til gengæld sikker. DR TV har potentiale til at fylde noget mere i medielandskabet, når hele den nye kanalportefølje er luftbåren - ikke mindst med DR HDs skifte til DR3s underholdningsformat.

Gitte Rabøl er dog yderst tilbageholden med kontante mål. Hun har ingen sharemål til offentligheden.

“Vi skal kunne tilbyde noget relevant for alle danskere med den nye kanalportefølje, og vi skal ikke miste seere på det. Succeskriteriet er, at seere finder den DR-kanal, der passer til dem og ser den - og så besøger hovedkanalen og af og til.”

DR3 udvider målgruppe
DR3's målgruppe, 15-40 årige, er bred og programprofilen mindre klar. Den nye kanal vil favne noget bredere end beslægtede kanaler, som f.eks. Zulu.

”Mange andre yngre kanaler er alle typisk kendt for noget – comedy, reality, m.m. Det kan DR3 nok ikke opbygge, men du vil kunne kende den på tonen hele vejen gennem DR3-programmerne,” siger Gitte Rabøl.

Langt fra alle kan se
Nok står DR solidt i mediemarkedet i 2013, men de nye DR-kanalers gennemslagskraft er trods alt påvirket af, at de ikke er ude alle husstande.

De har færre mulige seere end TV3 og Kanal5 kan regne med, erkender generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

“DR3 overtager DR HDs distribution og kan ses af ca. 70 pct., mens Ultra overtager DR Updates plads og kan dermed ses af ca. 60 procent. Som led i det nye medieforlig er de ikke must-carry hos distributørerne, men vi noterer os politikenes formulering i medieforliget,” siger hun med henvisning til politikerne pudsige formulering, der lyder, at hvis antenneforeningerne dropper de kanaler, der før har nydt must-carry status, genindføres forpligtelsen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også