Global: Franske medier lægger arm med Google

Hvis ikke Google og de franske aviser finder link-løsning snart, træder staten ind, Financial Times skal fyre 25, Svenskerne pønser på at lægge licens på computere...

Google og franske aviser lægger arm
Forhandlingerne mellem Google og de franske aviser om den såkaldte ”link-skat”, som medierne har krævet, er stødt på grund.  Præsident Hollande samlede i efteråret de to parter til forhandlinger om, hvordan Google evt. kunne kompensere medierne for at linke til deres historier på Google News. Deadline for forhandlingerne er siden blevet udskudt nogle gange.  I fredags tilbød Google aviserne en årlig kompensation på 50 mio euro, hvoraf to tredjedele ville afhænge af Googles bundlinje.  Det blev afslået.
Regeringen har meldt ud, at finder parterne ikke en ordning i løbet af januar, vil regeringen indføre en beskatning.  En kommission nedsat til at undersøge forholdene har nu foreslået, at store online selskaber beskattes på baggrund af den mængde brugerdata, de samler sammen.
Kilde: ZDnet.com

Sverige pønser på dansk licens-model
De svenske sortseere går sværere tider i møde. Den svenske regering overvejer at ændre licensreglerne fra 2015, så ikke bare ejere af fjernsyn og radioer skal betale tv- licens – men også computer og Ipad-ejere.  Det er endnu uklart, hvordan afgiften skrues sammen, og der kan blive tale om en målrettet brugerbetaling i form af f.eks. et login til publice service-stationen SVT’s tjenester.  Direktivet skal ligge klar i 2015. I forvejen bor 95 pct. af svenskerne i en husstand med et fjernsyn – det drejer sig altså om de 5 pct., der ikke gør.
Kilde: Medievärlden

FT skal skære 25 jobs
Financial Times’ nye digital first-strategi vil koste arbejdspladser. Avisens chefredaktør, Lionel Barber, meldte i går ud, at den laksefarvede finansavis fremover skal satse på digitalt indhold. Omlægningen, der skal skære ind til det digitale ben, vil betyde, at der skal skæres omkring 25 jobs.  Financial Times har omkring 600 medarbejdere. Financial Times er en af de aviser, der har haft størst succes med at indføre betaling for online indhold. Avisen bruger den såkaldte ”New York Times-model”, taxameter-modellen, og i første halvår af 2012 oversteg antallet af digitale abonnenter det samlede avisoplag.
Kilde: Reuters

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også