Dalby: Lige nu sunder vi os

Torben Dalby Larsen er skuffet over ”den økonomiske øretæve”, som Sjællandske Medier står over for ved den nye mediestøtteaftale.
Thomas Bo Christensen

Fredag var en skidt dag for Sjællandske Medier, fortæller administrerende direktør, Torben Dalby Larsen. Den nye mediestøtteaftale mellem regeringen og Enhedslisten, hvor støtten omlægges fra distribution til produktion, betyder, at mediehuset står til et markant fald i støtte.

Kulturministeriets beregninger – der baserer sig på tal fra 2011 – viser, at koncernen i alt vil gå fra en støtte på ca. 30 millioner kroner til små 26 millioner kroner.

”Det er trist at få en økonomisk øretæve. Det er noget, der smerter, for pengene skal jo skaffes, så tabet får selvfølgelig følger for os. Men lige nu sunder vi os, og så må vi tænke over, hvad vi vil gøre ved det, og hvad vi vil foreslå,” fortæller Torben Dalby Larsen, der er særlig ærgerlig over timingen:

”Vi står jo midt i en fusion mellem Medieselskabet Nordvestsjælland og Sjællandske Medier, hvis formål er at sikre et fortsat økonomisk grundlag for udgivelsen af Nordvestnyt, DAGBLADET, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske. Baggrunden for fusionen er jo ikke, at de aktuelle overskud er for store.”

Ingen spekulation
Beregninger fra ministeriet viser, at Sjællandske-titlen går tilbage i mediestøtte med ca. fire millioner kroner, mens DAGBLADET/Frederiksborgs Amts Avis vil miste 4,4 millioner.

Til gengæld vil Nordvestnyt, får 4,2 millioner kroner i yderligere støtte. Reelt bliver stigningen dog lavere, da Nordvestnyt siden 2011 har gennemført en større sparerunde, der vil påvirke, hvor meget mediet fremover får i produktionsstøtte.

Ifølge Torben Dalby Larsen så skyldes de markante forskelle mellem de betalte dagblade indbyrdes i den ændrede støtteuddeling, at Sjællandske Medier primært er morgenaviser uden søndagsudgivelser, mens Nordvestnyt er en eftermiddagsavis. 

Og eftersom distributionen af morgenaviserne er dyrere – og fordi Sjællandske ikke har noget stort løssalg - falder de relativt mere, når mediestøtten omlægges fra distribution til produktion. I det hele taget sker der på landsplan en omfordeling mellem abonnementsaviser og løssalgsaviser, mellem 6-dagesaviser og 7-dagesaviser samt mellem eftermiddagsaviser og morgenaviser.

Kulturminister Marianne Jelved sagde fredag til MediaWatch, at hun godt var klar over, at den nye ordning ville skade de sjællandske udgivelser – også mere end de jyske – men sagde i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt den nye aftale vil føre til spekulation:

”Det er meningen, at man skal lade være med at sige, at jo mere distribution vi har, jo flere støttekroner får vi. Det tror jeg bl.a. er forskellen på de sjællandske og de jyske dagblade."

Men tanken om, at Sjællandske Medier spekulerer i distributionen og har uforholdsmæssigt store udgifter hertil, giver Torben Dalby Larsen ikke meget for:

”Dette er en misforståelse. To af vore titler er i årevis udkommet som morgenaviser – også længe før det nu snart forhenværende distributionstilskud med morgen- og eftermiddagstakster blev indført” lyder fra Torben Dalby Larsen.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også