Viasat: Sundt med opgør med forældet regelsæt

Tv-leverandører ser frem til fri konkurrence om de 'frigivne' husstande, der ikke længere er fastlåst til deres tv-udbyder.
Per Fanefjord Laursen

Miljøminister Ida Auken (SF) vil næste måned fremsætte et lovforslag, der gør op med års tilslutningspligt til fællesantenneforeninger, som siden 1970’erne har været indarbejdet i kommunale lokalplaner.

Det menes at påvirke tusindvis af husstande. Brancheforeningen 'Branchen ForbrugerElektronik' skønner via deres analyser, at ca. 430.000 husstande selv tror, de låst til deres tv-udbyder.

EU-Kommissionen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i årevis arbejdet for, at Danmark gør op med de særegne danske regler på tv-markedet, fordi de hæmmer konkurrence og frit valg. De holdninger har tv-udbyderne Viasat, Canal Digital og Boxer TV ikke overraskende bakket op om.

Ny oplevet valgfrihed hos rigtige mange husstande åbner nemlig også et nyt kundepotentiale for bl.a. de ovennævnte udbydere.

"Tilslutningspligten hører fortiden til. Derfor glæder Viasat sig over, at Miljøministeren nu fremsætter et lovforslag, der vil gøre op med den forældede regel og dermed skabe mere fri konkurrence," siger direktør Jette Nygaard-Andersen, Viasat.

Waoo-direktør påpeger dog, at mediemarkedet alligevel løber fra en ny lovgivning:

"Der er tale om et forslag med to år til indkøring og teknologien udvikler sig lynhurtigt med super tjenester såsom Netflix, der jo allerede i dag kan konkurrere om antenneforeningskundernes gunst. Så inden en eventuel lovændringen får effekt er markedet ændret yderligere, så det her får ikke Waoo! til at ændre strategi," siger direktør Anders Christjansen.

MediaWatch afventer en kommentar fra Boxer TV og YouSee.

Stofa: Kun få husstande 
Det næststørste kabel-tv-selskab, Stofa, ser ingen problemer i at tilslutningspligten bortfalder. Den håndhæves alligevel ikke.  

“Vi har altid anbefalet de foreninger, vi samarbejder med, at fjerne alle former for tilslutningspligt, slår Stofas kommunikationschef,” Jesper Maack fast.

Han vurderer, at det er ganske få foreninger tilbage, hvor der er kommunale tinglysninger eller lokalplaner, som tvinger beboerne i et område til medlemskab af antenneforeningen. I alle de foreninger, som Stofa selv ejer, er den slags fjernet.

“Vi har ingen interesse i at have kunder, som er tvunget til at købe tv-produkter hos os og foreningerne. Vi tror på, at vores produkter er stærke nok til at være interessante uden tvang," siger Jesper Maack.

Levn fra fjerne tider
Opgøret med tilslutningspligten indledtes for alvor i medieforliget fra 2010. Det skulle være slut med, at betaling for tv var knyttet til husstandens el, varme, m.m. i boligforeninger.

Tilslutningspligten har overlevet fra 1960-70’erne, hvor tv-hungrende danskere i bebyggelser begyndte at bygge fællesantenneanlæg, så de kunne modtage DR og enten svenske eller tyske tv-kanaler. Først med antenner og i slutningen af 80'erne også med paraboler, der gav langt større kanaludbud. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også