MediaWatch

PR-branchen ser positivt på at få vagthund

Efter Waterfront-skandalen: PR-bureauernes brancheforening ser ræson i tanken om at oprette et klageorgan for kommunikationsbranchen - a la Pressenævnet.

Mediebranchen har Pressenævnet, som folk kan klage til, hvis de mener, at et medie er gået over den presseetiske streg.

Når et PR-bureau mistænkes for at overtræde PR-branchens etiske regelsæt, som i tilfældet Waterfront og bureauets forsøg på at passivisere journalisten Lars Abild, er der imidlertid ikke et organ, hvor spørgsmålet tilsvarende kan efterprøves.

"Vi har et etisk kodeks for vores medlemmer, som er med til at regulere den relativt store del af branchen, der er en del af brancheforeningen. Havde Waterfront været medlem, havde vi taget fat i sagen, og hvis sagen er, som den står, har jeg svært ved at se, at det ikke ville ende med en eksklusion fra brancheforeningen," siger formand for brancheforeningen Public Relations Branchen, Morten Grøn, der er partner i bureauet Kreab Gavin Anderson.

Ræson i vagthund
I et debatindlæg på MediaWatch i dag lufter rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, at PR-branchen i lyset af Waterfront-skandalen kunne gå skridtet videre og etablere et klageorgan. Og den ide kan der godt være ræson i, siger Morten Grøn.

"Jeg synes umiddelbart, det er en ide, man bør kigge nærmere på. Vi vil fra brancheforeningens side hele tiden holde den etiske fane enormt højt, og vi vi gerne sætte baren, så højt som vi kan. PR-fagets DNA er at opføre sig ordentligt, fordi det er den vigtigste vej til god PR. Så umiddelbart synes jeg, det lyder som et tiltag, der skal kigges nærmere på, og som vi gerne indgår i en dialog omkring," siger Morten Grøn.

Imod regulering
Han ser det dog som en grundlæggende betingelse for ideen, at organet involverer folk med stærke kompetencer inden for faget - og at det ikke bliver en benspænd for branchens udvikling.

"Det må ikke blive noget, der kunstigt regulerer markedet. Markedet skal have lov til at arbejde, som det gør, men det kan sagtens være, at man ved hjælp af sådan et organ f.eks. i regi af brancheforening eller med brancheforeningen som aktør, også kunne række længere ud og synliggøre etikkens vigtighed mere, for det er en vigtig del af det her. Jeg er meget ærgerlig over den her sag om Waterfront, men hvis der kan siges noget positivt om den, er det, at det for en gangs skyld får etikken til debat," siger Morten Grøn.

Flertallet er medlem
Public Relations Branchen har omkring 30 PR- og kommunikationsbureauer i medlemskredsen. Morten Grøn skønner, at medlemmerne står for omkring 300 mio. kr. af den årlige omsætning i PR-branchen, der estimeres til 500 mio. kr. årligt.

Ud over det sæt etiske regler, som Public Relations Branchen har udarbejdet har brancheforeningen også tilsluttet sig et internationalt kodeks, det såkaldte Stockholm Charter, som medlem af den internationale PR-brancheorganisation ICCO.

- LR

 

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere