Nye digital-TV tal fra BSkyB

MediaWatch

I følge BSkyB går salget af digital-TV bedre end forventet, idet selskabet ved udgangen af juli er nået op på 1,2 millioner digitale kunder, hvilket skal ses i forhold til de prognoser, man offentliggjorde ved lanceringen i oktober sidste år. Her var målet 1 million kunder i oktober 1999, så det har man altså klaret og lidt til.

43% af kundetallet - svarende til 515.000 kunder - er nye kunder, som ikke tidligere har haft betalings-TV. Og i juli var denne procentsats oppe på hele 55% af alle tilkomne digital-TV kunder - nye kunder som ikke mindst er blevet lokket til af tilbudet om en ganske gratis digital set top boks.

For BSkyB betyder den markante kundevækst først og fremmest, at man bevarer sin førerposition overfor konkurrenten ONdigital, samt at der bliver opbygget en stor digital kundemasse og en slags markedsbarriere inden kabeloperatørerne for alvor begynder at lancere deres digital-TV løsning mod slutningen af året. Som andre før sig må BSkyB dog også konstatere at investeringer i ny teknologi er en kostbar affære, hvilket ikke mindst kan ses på selskabets overskud, som er faldet til 73 millioner £ mod 271 millioner £ sidste år.

En af fordelene ved digital-TV er, at kunderne tilsyneladende er mere loyale overfor produktet, og det mindsker den såkaldte "churn rate" - det vil sige den procentdel af kunderne som opsiger abonnementet. BSkyB siger i den forbindelse at kun 1% af de nye digital-TV kunder siden 1.oktober 1998 har opsagt sit abonnement.
Den positive digitale udvikling betyder samtidig, at der muligvis kan blive tale om at forlade den analoge satellit-TV distribution endnu tidligere end planlagt. I øjeblikket opererer man med en plan, hvor den sidste analoge satellit-transponder i december 2002 overgår til digitalt format, men med den seneste udvikling kan der blive tale om en tidligere dato. Den økonomiske fordel ved at distribuere digitale signaler til DTH-markedet i stedet for analoge er enorme, da en digital transponder typisk er op mod 30 millioner kr. billigere om året at leje.

På rettighedsfronten er BSkyB endnu en gang involveret i rygtedannelser omkring opkøb af nogle af de bedste engelske fodboldklubber. Senest har de engelske aviser berettet om BSkyB's interessefor at overtage 10% af Leeds United, hvilket om ikke andet har haft den effekt at aktiekursen på Leeds United er steget yderligere. Og senest har London-klubben Chelsea benægtet rygter om at BSkyB skulle være ved at købe en andel af klubben.

De mange rygter er kommet på banen efter at BSkyB tidligere på året blev nægtet at overtage verdens rigeste fodboldklub Manchester United. Derved har BSkyB været nødsaget til at skifte strategi for stadig at kunne være sikker på at sidde med rettighederne til den bedste engelske fodboldliga, når den nuværende aftale udløber om to år.

Når den nuværende aftale til en værdi af over 7 milliarder kr. udløber, forventes det at en del andre TV-selskaber vil være interesserede i at byde på rettig-hederne, og en af måderne at sikre sig indflydelse på er ved at være medejer af dem, som i sidste ende skal tage beslut-ningen om salget af de attraktive fodbold-rettigheder, nemlig fodboldklubberne selv. Og således er vi i England ved at få en udvikling, som har mange ligheder med USA, hvor de store mediekoncerner - Time Warner, Disney, News Corp - ejer klubber indenfor bl.a. baseball ishockey.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også