Aktieugen, der gik

MediaWatch

Torsdag førte Yahoo markedet ned med et 20 procents kursfald, og fredag var chipsproducenten Intel markedets banemand.

Målt på ugen taber teknologi-barometret cirka tre procent, og indekset falder for sjette uge i træk. Tilmed markerer fredagens 5,3 procent store fald til indeks 2.053 et sørgeligt 60 procents fald fra rekordniveauet på 5.048, som indekset nåede netop for et år siden den 10. marts.

Ligeledes gik Dow Jones og det bredere Standard & Poors indeks sydover fredag med henholdsvis 1,97 og 2,48 procent.

Det var først og fremmest Intels advarsel om at første kvartals salg ville falde op mod 25 procent i forhold til fjerde kvartal, der fik investorerne til at glemme alle gode råd fra aktieguruerne først på ugen om, at det var tid at gå ind i teknologiaktierne igen. Intel er verdens største producent af computerchips og en advarsel af denne størrelse er ikke sådan at sidde overhørig.

Intel faldt 11 procent. Philadelphia Semiconductor - indekset, der måler værdien af aktierne i chipssektoren faldt 7,2 procent. Og faldene slog bredt igennem i stort set alle de store papirer i teknologisektoren: Cisco, Nortel Networks, Oracle, IBM, Hewlett-Packard, Compac - you name it.

"Når en virksomhed som Intel, der på sin vis er i begyndelsen af en slags fødekæde, siger, at der er tale om en virkelig ordrenedgang - så giver det frygt hos folk", udtalte Rick Meckler, aktiechef hos Liberty View Capital Management til Reuters.

Herudover bidrog bedre end ventede arbejdsløshedstal med en uændret arbejdsløshedsprocent på 4,2 procent, men højere end ventede lønstigningstal til at mindske forventningerne til størrelsen af endnu en forventet Fed-rentenedsættelse ved næste FOMC-møde den 20. marts.

De danske teknologiaktier fik del i den positive stemning fra "over there" først på ugen. Men handlen fredag var lav og Nasdaq-dykket fredag slog ikke helt igennem herhjemme. Nasdaq-følsomme GN Store Nord faldt 5,5 kroner til kurs 105. NKT tabte yderligere 80 kroner efter det skuffende regnskab og nedjusterede Ionas forventninger - til kurs 1450. Tele Danmark lukker ugen i kurs 288 - 2,5 kroner lavere. Med fredagens kraftige Nasdaq-dyk, synes der at være lagt i kakkelovnen til danske teknologi-aktionærer mandag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også