Hackere til angreb på Forskningsnet

MediaWatch

Hos UNI-C, der driver det store danske netværk, Forskningsnet, siger Preben Andersen, leder af sikkerhedsorganisationen Cert, at de danske hackere er meget aktive i øjeblikket. For et par måneder siden havde hackere på en gang erobret mindst 70 centrale computere i Forskningsnet. - Serverne havde skiftet ejere. Hackerne havde totalt herredømme over maskinerne, og mange brugere blev overrasket, da vi kontaktede dem, siger Preben Andersen. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Hackerne kunne have slettet alle filer på de erobrede computere, men motivet var sandsynligvis, som en magtdemonstration, at overbelaste netværket. Hackerne havde samtidig erobret flere tusinde maskiner rundt om i Europa, der skulle bruges til overbelastningsangreb, hvor hackerne får computere og netværk til at gå ned, når de modtager tilstrækkeligt mange tomme datapakker.

Forskningsnetværket blev sidste år i gennemsnit udsat for tre hackerangreb hver eneste dag, men Preben Andersen er ikke bekendt med, at fortroligt forskningsmateriale er gået tabt. IT- og forskningsminister Birte Weiss (S) er bekymret over de mange angreb og vil have sikkerheden undersøgt mere indgående.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også